Med Arbejdsrettens dom i går kan fagbevægelsen fortsætte kampen for en 3F-overenskomst på Nørrebro Bryghus
3F er i sin fulde ret til at etablere sympatikonflikter for at få en overenskomst i hus.
Det slog Arbejdsretten fast i går i en principiel dom om forholdet mellem mål og midler - det såkaldte proportionalitetsprincip - i kampen for overenskomst.
- Vi er glade for så entydig og klokkeklar en udmelding fra Arbejdsretten. Dommen bekræfter den danske model, anerkender retten til at begære konflikt og sympatikonflikt, siger en tydelig tilfreds Jan Mathisen, næstformand i 3F Hotel og Restauration til Arbejderen.
Heller ikke Finn Sørensen fra 3 Industri og Service kan skjule sin glæde.
- 3F blev frifundet, og det overrasker mig egentlig ikke. Skulle vi være dømt, skulle en årelang retspraksis have været ændret, siger han umiddelbart efter domsafsigelsen.
Dommens præmisser er tydelige. Retten har lagt vægt på, at 3F`s hovedformål med at kræve en overenskomst med bryghuset har været 'at fastholde og forsvare veletablerede overenskomstmæssige positioner herunder den mindsteløn for faglært og ufaglært serveringspersonale, der er opnået via 3F`s landsdækkende overenskomst med Horesta'.
Derfor står der videre i præmisserne, at Arbejdsretten finder, 'at 3F`s interesse heri er så stærk og legitim, at den retfærdiggør, at der! er iværksat effektive sympatikonflikter, der nødvendigvis må være økonomisk mærkbare for vedkommende modpart'.
Den langvarige konflikt mod Nørrebro Bryghus fortsætter dermed - nu med Arbejdsretten i ryggen.
- Vi mangler stadig at få en overenskomst, derfor vil vi spørge, om ikke arbejdsgiveren har lyst til igen at sætte sig samme med os og genoptage forhandlingerne, lyder det fra Jan Mathisen.
Ikke overraskende beklager direktør Anders Kissmeyer dommen.
- Ved at undlade at ophæve sympatikonflikten mod vores restaurant og café i Ryesgade har Arbejdsretten desværre blåstemplet, at det fortsat er lovligt at forsøge at tvinge en virksomhed, hvis medarbejdere og ledelse er tilfredse med den lovlige overenskomst, de allerede har, til at indgå en anden og uønsket overenskomst ved hjælp af sympatikonflikter, siger han.
Direktøren mener, at Arbejdsrettens kendelse kræver indgriben fra Folketingets side, og han sætter sin lid til, at de politikere, der under konflikten har erklæret sig villige til politisk at begrænse eller helt forbyde konfliktretten, lever op til deres ord.
Både Jan Mathisen og Finn Sørensen mener derimod, at al snak om indgreb i blokaderetten må forstumme efter den meget klare dom.
- Det ideologiske korstog, som Bryghuset sammen med den kristelige fagbevægelse og borgerlige politikere har været ude i, er smuldret. Vi har retten på vores side. Nu må arbejdsgiveren komme tilbage til virkeligheden, slutter Finn Sørensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278