06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sejr til terrorsigtede i T-shirtsagen

Sejr til terrorsigtede i T-shirtsagen

Fredag, 14. december, 2007, 00:00:00

Thi kendes for ret: PFLP og FARC opfylder ikke betingelserne for at være terrororganisationer. Københavns Byret frikendte alle syv tiltalte i T-shirtsagen

Der var ikke et øje tørt, da dommeren i går oplæste sin kendelse i sagen mod fem ansatte i tøjfirmaet Fighters+Lovers, en it-konsulent og en pølsemand. 'Ikke skyldig' lød Byrettens dom, som derved frikendte alle syv for overtrædelse af den danske terrorlovgivning.
Ganske vist var Københavns Byret udskiftet med Kalejdoskopets teatersal på Nørrebrogade i København. Her havde Fighters+Lovers indkaldt til pressemøde, da dommen blev afsagt uden et retsmøde. Anklagebænken var erstattet af en god gammeldags københavns parkbænk, og dommeren var skuespiller.
Men der var ikke noget teater ved den dom, der blev oplæst. Dommen, der er afsagt af byretsdommer Ulrik Stage-Nielsen og to domsmænd, konstaterer, at de to organisationer, FARC fra Colombia og PFLP fra Palæstina, har udført handlinger som beskrevet i straffelovens paragraf 114, den såkaldte terrorparagraf.
Derimod finder retten det ikke bevist, at disse handlinger er rettet mod civile, eller at de for alvor udgør en trussel mod Colombias og Israels eksistens som stater. FARC og PFLP kan derfor ikke betegnes som terrororganisationer i lovens forstand.
- Det har været en politisk retssag og dommerne har modstået det pres, der har været, siger PR-manden Bobby Schultz til Arbejderen.
- Lene Espersen er ved at slæbe os i retten gået til angreb på nogle helt grundlæggende politiske friheder i Danmark. Det er retten til at være uenig med regeringen, tilføjer han.
Dommen siger først og fremmest, at anklagemyndigheden ikke har løftet sin bevisbyrde, erklærer juraprofessor Jørn Vestergård fra Københavns Universitet.
- Der har ikke været nok fokus på konkrete begivenheder i Colombia og Mellemøsten. Derfor har retten ikke kunne tage stilling til, om de begåede drab og bortførsler var terrorhandlinger, siger han til Arbejderen.
Ifølge ham bekræfter retten, at det ikke er tilstrækkeligt til en dom, at en organisation står på en terrorliste.
- Dommen sår dermed dyb tvivl om holdbarheden af terrorlisterne, siger juraprofessoren. Han understreger, at retten ved at knytte dommens resultat til bevisspørgsmålet helt har undgået at forholde sig til, om de to organisationer kan betragtes som legitime frihedsbevægelser.
Forsvarer Thorkild Høyer er glad for, at det er en fornuftigt begrundet dom.
- Retten mener ikke, at der er ført bevist for, at de to organisationer er terrororganisationer, så jeg er vældig godt tilfreds, siger Høyer til Ritzau.
Han mener, at terror er blevet det store buzzword. Derfor var han bange for, at de tiltalte kunne blive dømt, selv om de var uskyldige.
Anklager Lene Damgaard ærgrer sig over dommen. Hun vil nu studere den nærmere, før anklagemyndigheden beslutter, om de vil anke.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. dec. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland