06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk Metal: Sådan var det jo ikke ment!

Dansk Metal: Sådan var det jo ikke ment!

Lørdag, 15. december, 2007, 00:00:00

Dansk Metal trækker i land om arbejdsmiljøaftale, som sætter Arbejdstilsynet på sidespor

af Hans Brinkmann
Da formanden for CO-Industri, Børge Frederiksen i sommers skrev under på en aftale med Dansk Industri (DI) om det psykiske arbejdsmiljø, lukkede han samtidig døren for, at Arbejdstilsynet kunne gribe ind overfor problemer med det psykiske arbejdsmiljø på alle virksomheder, som er omfattet af industriens overenskomst.
Men på møder i Dansk Metals hovedbestyrelse og forretningsudvalg i sidste uge blev der rejst spørgsmål om aftalen, hvor forbundsledelsen trak i land. Dansk Metal mener, at Arbejdstilsynet overfortolker aftalen, når tilsynet ikke vil røre det psykiske arbejdsmiljø overhovedet, før det har været gennem hele det fagretslige system, som aftalen udstikker.
Derfor vil Dansk Metal nu indkalde DI til møde om aftalen og dens rækkevidde.
Forbundssekretær Jørgen Bernbom bekræfter, at aftalen vil blive taget op med Dansk Industri.
- Det har aldrig været meningen, at den ny aftale skulle dække mere, end den eksisterende omkring mobning og chikane. Den skulle blot præciseres, derfor bliver teksten taget op med DI, og der vil komme en ny tekst, siger han.

Arbejdstilsynet ikke i tvivl
Til gengæld er Arbejdstilsynet ikke i tvivl om, at der ligger en aftale, som fjerner AT`s tilsyn med hele det psykosociale område. Tilsynet har instrueret sine tilsynsfolk om, at de ikke skal se på det psykiske arbejdsmiljø i virksomheder, som er omfattet af aftalen. En fortolkning som tilsynets direktør Jens Jensen har bekræftet overfor Dansk Metal Hovedstaden.
Det var også den besked sikkerhedsrepræsentanten på Nakskov Posthus fik, da han forsøgte at få tilsynet til at se på posthusets problemer med stress og udbrændthed (se artiklen: Forbudt for Arbejdstilsynet som Arbejderen bragte 6. december).
I et brev til DI og CO-Industri blåstempler Arbejdstilsynet aftalen og konstaterer, at den dækker håndtering af psykosociale forhold bredt set. 'Aftalen træder, for så vidt angår psykosociale forhold, i stedet for arbejdsmiljølovgivningen i bekendtgørelse om arbejdets udførelse.
Aftalen omfatter samtlige medarbejdere, hvor virksomheden er omfattet af Industriens overenskomst eller Industriens Funktionæroverenskomst, indgået mellem Dansk Industri og CO-industri', hedder det. Det fremgår desuden af brevet, at aftalen trådte i kraft den 1. juni 2007.

Demokratisk problem
- Sådan som Arbejdstilsynet udlægger teksten, så er det kun vold tilsynet kan gå ind i. Og sådan må man læse aftalen, som man har underskrevet. Det er bare sørgeligt, at vi har en organisation i organisationen, som kan lave aftaler med modparten, uden at det har været drøftet eller til debat blandt tillidsfolkene og i forbundene, siger faglig sekretær i Metal Hovedstaden, Gorm Christiansen.
- Aftalen er underskrevet efter overenskomsten var indgået, og vi har ikke hørt en strofe om det på noget niveau i forbundet. Hvis man ønskede at forny aftalen om mobning og chikane, så havde det været på sin plads med en diskussion af, om det er det rette værktøj for vores tillidsrepræsentanter. Aftalen om mobning og chikane har ikke ført til en eneste faglig sag i de sidste fire år, så man må spørge, om det er det rette instrument, siger han.
- Aftalen om mobning og chikane har slagside, den kan sætte Arbejdstilsynet ud på sidelinien indtil hele den arbejdsretslige procedurer er gennemgået, det kan betyde, at der går mellem tre og seks måneder, inden man når frem til, at myndighederne kan se på sagen, siger Gorm Christiansen.

En forkromet lastbil
- Det kan godt være en sådan aftale er en forkromet lastbil, som kan sættes ind mod problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Men det hjælper ikke så meget, hvis vi ikke har kørekort til den. Jeg tvivler på, at vores tillidsfolk har uddannelse nok til at håndtere det psykiske arbejdsmiljø. Det er svært at håndtere, hvordan skal man sætte ind med forebyggelse? Der er ingen fællesnævner, siger han.
- Derfor savner vi en debat om den gamle aftale, inden vi laver en ny. Det er helt urimeligt, at man er så konfliktsky og undlader enhver information, lad os dog få diskussionen ud i det åbne rum. Hvis man skal styrke tillidsmandsarbejdet, så må tillidsfolkene være med i diskussionerne. Demokrati og fagbevægelse hører nu engang sammen, siger Gorm Christiansen.

Artiklen er hentet fra Fagligt Ansvars hjemmeside.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. dec. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland