Avissalg om dagen, lidt søvn på biblioteket og en iskold togvogn som ly for natten - sådan er frk. A`s liv i en sjællandsk provinsby. Arbejderen fulgte hende et par døgn

af Erik Pedersen
Ikke så langt fra stationen i den sjællandske provinsby ligger gågaden med de smukke fliser, udendørscafeerne og blomsterkasserne - og her står der én kvinde, som sælger de hjemløses blad.
- Jeg giver aldrig noget til dem, som bare tigger, siger en pæn dame til sin veninde, efter de har tømt lommerne for småpenge.
- Nej, siger veninden.
- Men hende dér - hun er altid så venlig, ikke?
Og det er bestemt rigtigt at 'hende dér', frk. A, har en rar stemme og et smil, som lyser op i gågaden. De to pæne damer véd ikke, at A`s hænder er kolde som is og hendes blære fyldt af betændelse. De véd heller ikke, at nætterne i A`s 'bolig' - en ulåst togvogn på den lokale station - er så kolde, at det er umuligt at få sovet. Det er noget, hun må gøre i løbet af dagen på bibliotekets toilet.
De véd heller ikke at frk. A er nødt til dagligt at kæmpe for sin 'stadeplads' med sine mandlige 'kolleger', der udsætter hende for trusler og sex-chikane og at hun lever livet farligt, når mørket falder på.

En lang arbejdsdag
Frk. A opfatter avissalget som sit arbejde. Hun mener, at det burde betragtes som et arbejde i stil med et hvilket som helst andet, med ordentlige arbejdsforhold, minimumslønninger, arbejdsmiljøregler og så videre.
Men sådan er virkeligheden ikke for frk. A. For hende ser en 'arbejdsdag' således ud:
Allerede klokken 4 om morgenen er hun nødt til at 'stå op'. En serbisk landsmand, som har fået arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, sørger for, at der altid er en togvogn, som ikke er låst, men det er på betingelse af, at hun er væk, når de første togfolk møder på arbejde.
Der er ikke mange steder at søge ly for eventuelt regnvejr så tidligt om morgenen, men det er ikke så stort et problem - endnu.
- Når det bliver koldere, er jeg nødt til at finde på noget andet. Sidste vinter fik jeg underlivsbetændelse. Det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne stå og sælge bladet, og derfor tjente jeg heller ikke noget. Jeg har ikke nogen læge, så jeg fik en dansk kvinde til at skaffe mig noget penicillin. Hun betalte også for pillerne - det ville jeg heller ikke have kunnet.
Omkring klokken 9 er der kommet så meget liv i provinsbyen, at det giver mening at begynde at sælge 'Hus Forbi', som de hjemløses blad hedder. Bladet koster 20 kroner, hvoraf sælgeren beholder de otte. Hertil kommer, at ganske mange kunder lægger lidt oveni.
Der er meget stor forskel på den daglige fortjeneste, men en gennemsnitlig indtægt for frk. A ligger på små 100 kroner. Hun skal selv skaffe sit arbejdstøj og 'vejrlig' er et ukendt begreb. Den daglige arbejdstid er også svær at forudsige.
- Det kommer an på vejret. Det er selvfølgelig ikke så rart, når det er koldt , men regnen er det værste. Så er der ingen, som stopper for at købe aviserne, der også hurtigt bliver lidt 'ulækre'. Nogle gange har jeg ikke engang lyst til at gøre forsøget - og de dage sælger jeg heller ikke ret meget. Det er sikkert fordi jeg ser sur ud, ikke?

Læremester i overlevelse
Frk. A fortsætter, indtil hun enten ikke har flere aviser tilbage, eller til hen imod klokken 17.
- Biblioteket lukker klokken 19, så jeg har lige et par timer til at få varmen, sove lidt på toilettet og læse en avis eller en bog. Af og til er der arrangementer på biblioteket, så de holder åbent lidt længere, men hvis det er noget, man skal betale for, så er jeg nødt til at gå.
Klokken er ved at være 17 og frk. A bestemmer sig til sige tak for i dag. Hun pakker sine aviser sammen og fortrækker til biblioteket, hvor de næste par timer er reddet.
Hun skal være læremester for mig i disciplinen 'overlevelse' de næste par dage og allerede på bibliotekets trappe går hun i gang:
- Det er alt for lidt tøj, du har på - og du har ikke en sovepose. Det bliver sgu koldt, brormand, siger hun og ser lidt bekymret ud.
Det skal vise sig, hun får ret. Allerede ved 20-tiden begynder det at føles håbløst. Hvor fanden går man hen, hvis man ingen penge har og bare fryser så forbandet? Hvor er der et sted, hvor det ikke trækker?
Havde det ikke været for den dybt professionelle frk. A, så havde druk afgjort på kortere sigt været et godt bud på overlevelse. Men sådan reagerer hun ikke:
- Bare hold ud - om lidt får du mad på sengen, griner hun.
'Sengen' viser sig at være en container bag et supermarked og maden, de fødevarer supermarkedet har smidt ud.
- Det ville ikke kunne lade sig gøre ret mange steder i København, for der er næsten alle containere låst eller også smider de klor i, for at man ikke skal hugge fra dem. Men sådan er det ikke her, siger hun og roder sig frem til brød, mælk og bananer, der bliver til aftensmad - på sengen!
Sætter man noget i klemme i lågen, så kommer der lidt lys ind, og så er der ikke helt så klamt i containeren. Efter aftensmaden varer det et par timer til, før der kan gåes til ro nede på stationen - eller rettere: Man skal lidt ud af banelegemet for at finde den vogn, som A`s ven har sørget for.
- Jeg mødte ham en nat, hvor jeg gik rundt hernede for at holde varmen. Han viste mig, hvor den ulåste vogn står og lige siden har jeg kunnet overnatte på den måde.

Nat i togvognen
Frk. A`s lange erfaring gør selvfølgelig hjemløshed lidt lettere - i hvert fald gør soveposen, hun gemmer under en af supermarkedernes containere, det knap så barsk.
- Man lærer hele tiden, ikke? I begyndelsen havde jeg kun én sovepose, men efter dén dag, hvor skraldemændene hentede containeren og troede min sovepose var affald, har jeg nu to.
Og så begiver vi os hen til 'depotet' under en container, hvor der ganske rigtigt dukker noget op, som sikkert engang har virket indbydende. Det gør det ikke længere.
Klokken er efterhånden 23 og det er sengetid. Danske togvogne er meget komfortable med bløde sæder og gardiner, man kan trække for - men de er uopvarmede om natten. Det gør det umuligt at sove, - også selv om man har en sovepose. Man må egentlig nøjes med bare at lukke øjnene og forsøge at tænke på noget rart indtil klokken bliver 4 og det er på tide at - ja, hvad er det egentlig man skal?
- Kaffe?
A smiler, som man gør af børn, der pludrer, og fortæller, at det ikke er så godt for hjertet, men at der er en automat inde på stationen. Det er der også - man kan tydeligt se den bag den låste dør!
I stedet går vi ned til havnen, hvor der ikke er meget varmere, men hvor der ifølge frk. A er meget smukt. Det kan man nu først se en times tid senere, hvor de første solstråler begynder at sprede sig. Og hen imod klokken 9 starter arbejdsdagen så igen.

Et liv på gaden
Hjemløse findes i alle byer. Vi ser dem på gaden, men ser sjældent mennesket bag den fremstrakte hånd. Arbejderen satte sig for at få et dybere indblik i livet som hjemløs. Vi fulgte hjemløse frk. A gennem to døgn. Fru A. afviste derimod at have følgesvend, så hende måtte vi nøjes at snakke med.
Læs historien om Fru A.: I en seng på Blågårds Plads