06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strejke gav 6000 kroner til hver ansat

Strejke gav 6000 kroner til hver ansat

Tirsdag, 18. december, 2007, 00:00:00

18 kommunale specialarbejdere i Nordsjælland strejkede i går og blokerede materialegården i Blistrup og den kommunale genbrugsstation i Højlet

En strejke blandt 18 specialarbejdere på materialegården i Helsinge i Gribskov Kommune har udløst en ekstra pose penge på 108.000 kroner.
- Der bliver 6.000 kroner til hver ansat, som kommer til udbetaling i begyndelsen af næste år, siger en tilfreds tillidsmand Steen Kruhøffer til Arbejderen.
Hans kolleger nedlagde arbejdet fredag i sidste uge, fordi de var utilfredse med resultatet af de lokale lønforhandlinger, som betød at 110.000 kroner af den samlede lønsum skulle udbetales som engangsbeløb.
- Det beløb vil vi hellere have lagt oveni timelønnen, så det kan komme alle til gavn. Det kan ikke passe, at administrationen og vores driftsleder skal sidde og fordele pengene, ud fra hvem, de mener, gør sig fortjent til en ekstra skilling, fortæller Paul Stralendorff, én af kommunalarbejderne til Arbejderen.
Fra morgenstunden mandag var der ikke umiddelbart udsigt til en løsning på sagen, der satte strejken i gang. Ledelsen meddelte, at der ikke var mere at snakke om og lønforhandlingerne blev betragtet som afsluttet.
De strejkende valgte at trodse tillidsmandens opfordring om at genoptage arbejdet og optrappede konflikten ved at blokere materialegården i Blistrup og den kommunale genbrugsstation i Højlet.
I løbet af formiddagen blev tillidsmanden dog kaldt til møde med ledelsen. Han fik den besked, at ledelsen ikke vil droppe engangsbeløbet, fordi der er usikkerhed om, hvad der sker ved overenskomstforhandlingerne til foråret. Til gengæld var kommunen villig til at kvittere hver af de 18 ansatte i Helsinge med 6.000 kontante kroner.
- Selvom vi ikke fik det, vi gik efter, så er gutterne tilfredse, og starter på en frisk i morgen tidlig (i dag, red.), slutter Steen Kruhøffer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. dec. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland