06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mange risikobørn klarer sig

Mange risikobørn klarer sig

Torsdag, 20. december, 2007, 00:00:00

Børn, der er anbragt i familiepleje eller på døgninstitution, bliver oftere end andre sigtet for kriminalitet senere i livet. Men de fleste klarer sig fri af kriminalitet trods en problematisk opvækst

af Elma Lindberg
Det viser tal udsendt af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Analysen undersøger de 20-29 årige, der blev sigtet for forskellige overtrædelser af straffeloven i årene 2001-2005, og ser på hvilken rolle forskellige faktorer i deres barndom og aktuelle liv spiller.
Unge mænd under 25 år ligger øverst i statistikkerne over personer, der bliver sigtet for enten vold, tyveri eller indbrud. Kriminaliteten stiger også, når uddannelsesniveauet og indkomst falder.
Børn af enlige forældre er også mere udsatte, ligesom den etniske baggrund også har en vis betydning, uden at nationalitet er afgørende.
'Tilhørsforhold til etniske grupper har betydning for forekommelsen af kriminelle sigtelser, men slet ikke i samme omfang som køn, tidligere børnesager og uddannelsesniveau', konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Det mest afgørende for en person er, om det i barndommen har været omfattet af en 'børnesag' eller ej. Det vil sige, at det enten har været anbragt uden for hjemmet eller, at familien har fået tildelt en forebyggende indsats via de sociale myndigheder.
Tre ud af fire af den gruppe unge mænd, som var udsat for alle risikofaktorer, (se boksen) kom ikke senere på anklagebænken. De havde mange odds imod sig, men flertallet holdt sig fri af kriminalitet.
Analysen viser også, at dem der ikke klarer at holde sig fri af kriminalitet, men ender med at få en dom, efterfølgende har svært ved at få rodfæste på arbejdsmarkedet. Det gælder alle grupper uanset uddannelsesniveau, men tallene viser klart, at de personer der tidligere har været omfattet af en børnesag og altså har haft markante problemer i opvæksten, er dem der har allersværest ved at komme ind på arbejdsmarkedet efter en dom.


Risikofaktorer Liste, som i rækkefølge viser de faktorer i barndommen, der har størst betydning for om en person bliver sigtet for vold eller tyveri:
1. Køn.
2. Om personen har været omfattet af mindst én børnesag.
3. Om mindst én af forældrene havde en uddannelse udover folkeskolen i 1985.
4. Om barnet levede sammen med begge forældre i 1985.
5. Om personen hører til den fattigste tiendedel.
6. Om personen selv har en uddannelse.
Undersøgelsen bygger på de 25-årige, der var sigtet for tyveri eller vold i 2005. Kilde: AE-rådet 2007 »Kriminalitet og social baggrund«.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. dec. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland