Ordningen er en bombe under de kollektive aftaler. Den giver for meget bøvl for såvel tillidsfolk som arbejdsgiver, mener fagforeningerne
Der er tale om et misfoster udtænkt i forhandlingslokalerne en sen nat.
Med den indgangsreplik på spørgsmålet om holdningen til frit valg i industrioverenskomsten, fortsætter Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal i Horsens:
- Det er helt sikkert ikke et krav, der er formuleret på vores arbejdspladser. Med frit valg har vi fået en ordning, der desværre fremmer den enkeltes valg frem for kollektivets, siger han til Arbejderen.
Ordning bliver udbygget
I dag er det relativt få midler, der er til disposition på frit valg kontoen. De 0,5 procent af lønnen, som skal sættes ind på kontoen i 2007, beløber sig til rundt regnet 1000 kroner. Alligevel frygter Bjarne Sørensen for fremtidige overenskomstfornyelser.
- Forhandlerne på industriområdet har meldt ud, at kontoen er kommet for at blive. Jeg er ikke i tvivl om, at arbejdsgiverne, ja desværre også nogle af vores egne forhandlere, gerne ser ordningen udbygget med frit valg på nye hylder og med flere midler. Så kan det for alvor blive en bombe under de kollektive aftaler.
Frit valg var derfor en af årsagerne til, at OK 2007 initiativet, som Bjarne Sørensen tog aktiv del i, anbefalede et nej til industriens overenskomst. Som bekendt gik det anderledes.
- Nu bokser vi så med ordningen, og kan se, at der her, tæt på at ordningen skal træde i kraft, stadig er stor usikkerhed om, hvordan den skal udmøntes i praksis. Det er vores fornemmelse, at ordningen giver mange problemer både for vores tillidsfolk og for arbejdsgiverne. Til gengæld er vi sikre på, at ordningen giver mere arbejde på lønningskontorerne.
Stor opgave
Arbejderen har ringet til en række Metal-afdelinger og 3F-afdelinger. De bekræfter, at frit valg ordningen er en stor administrativ opgave ude i virksomhederne.
- Ud over vores tillidsfolk, så har vi brugt mest tid på at snakke med de ansatte på lønkontorerne. Ikke alle steder er på plads med ordningen, og vi har da også enkelte eksempler, her kort før nytår, på virksomheder, der endnu ikke har indbetalt de 0,5 procent af lønnen for 2007, som de er forpligtet til, fortæller Vagn Schmidt, faglig medarbejder i Silkeborg.
Overalt går det igen, at der tegner sig et broget billede af, hvordan ordningen bliver praktiseret på arbejdspladserne.
- Vi har anbefalet vores tillidsrepræsentanter, at man forsøger at blive enige om at fastholde den nuværende ordning, så folk får holdt deres fridage i stedet for at få dem udbetalt, siger Ole Donbæk, faglig sekretær i 3F Kastrup.
Samme anbefaling har 3F Silkeborg givet sine tillidsfolk. Ifølge Vagn Schmidt bliver anbefalingen fulgt på nogle arbejdspladser, mens man på andre lader det være fuldstændig op til hver enkelt, hvad der skal ske.
Bjarne Sørensen er spændt på, hvordan metal-medlemmerne vil formidle deres frie valg. Om de prioriterer feriedagene eller de kolde kontanter. Ingen tillidsfolk i den midtjyske metalafdeling er imidlertid i tvivl om, at Bjarne Sørensen håber på det første.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278