06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politi angriber nytårsfest

Politi angriber nytårsfest

Onsdag, 02. januar, 2008, 00:00:00

Politiet ryddede fest på Dronning Louises Bro i København uden grund, siger festdeltager

74 blev anholdt nytårsnat, efter at politiet cirka klokken tre besluttede at rydde en fest på Dronning Louises Bro på Nørrebro i København. Omkring 100 mennesker fejrede nytåret med bål og fyrværkeri.
Christina Søby opholdt sig nær broen sammen med nogle venner. Hun fortæller om en fredelig fest, hvor mange deltagere pludselig blev fanget mellem to grupper af politivogne:
- Vi begyndte at løbe, og der var mange, der gik lidt i panik. Der var jo ikke rigtig nogen steder at løbe hen, medmindre man stod tæt ved sidegaderne ligesom os, siger Christina Søby, der selv slap væk langs søen.
Central vagtleder hos Københavns Politi John Hansen bekræfter overfor Arbejderen, at mængden blev lukket inde:
- Vi pressede folk op ad Nørrebrogade og væk fra broen fra den anden side. Det var på det tidspunkt, at vi foretog de første 40 anholdelser, forklarer han.
Derefter spærrede politiet Nørrebrogade fra Fælledvej til den anden side af Dronning Louises Bro.
Ifølge John Hansen var det et indbrud i en Fakta-forretning på Nørrebrogade cirka hundrede meter fra broen, der fik politiet til at rydde området.
- De store ruder i Fakta blev smadret, det samme med facaden på Amagerbanken på det andet hjørne, og der blev stjålet varer, siger John Hansen, der oplyser, at flere anholdte er sigtet for tyveri fra forretningen.
Christina Søby mener, at indbruddet i Fakta bliver brugt som en dårlig undskyldning for at lukke en fredelig fest.
- Jeg lagde ikke mærke til, om Fakta`en var smadret. Der var heller intet politi derhenne, for de blev holdende oppe ved broen, fortæller hun.
- Jeg spurgte en betjent, hvorfor de havde ryddet broen, og hun sagde, at det var fordi der var blevet smidt en flaske. Ikke et ord om Fakta, og det har jeg heller ikke hørt fra nogen af de andre, der var på broen den nat.
Politiet ryddede også en privat fest i en lejlighed på Nørrebrogade.
- Der var nogle autonome typer, der holdt fest i en lejlighed. Jeg tror også, at nogle af dem blev anholdt, siger John Hansen.
Alle anholdte blev løsladt i løbet af i går. De fleste er sigtet for gadeuorden og for ikke at efterkomme politiets henstilling om at fjerne sig fra stedet, mens enkelte er sigtet for at have stjålet fra Fakta-forretningen og for vold mod politiet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland