07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udsatte børn rammes

Udsatte børn rammes

Tirsdag, 08. januar, 2008, 00:00:00

Et enigt socialudvalg har besluttet at skære 20-25 millioner kroner i forebyggelse alene i år. Uansvarligt, mener de faglige organisationer på området

I København vil et enigt socialudvalg med socialborgmester Mikkel Warming (Ø) i spidsen skære 20-25 millioner kroner på forebyggende arbejde alene i år. Beslutningen begrundes med, at socialforvaltningen har et merforbrug på mindst 66,5 millioner kroner i forhold til sit årsbudget.
Nedskæringerne møder hård kritik fra de faglige organisationer på området.
- Konsekvensen er, at man reducerer den sociale indsats overfor nogle af de svageste børn og unge, siger Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforenings Region Øst, til Arbejderen.
- Det betyder manglende kontakt til sagsbehandlere og pædagoger, reduktion af støtte- og kontaktordninger og længere ventetider. Generelt vil det fremover være sådan, at man skal være endnu mere udsat, før kommunen griber ind, forklarer Majbrit Berlau.

Stop for aflastningsfamilier
Forringelserne vil blandt andet betyde, at udsatte børn, der bor hos deres forældre, ikke fortsat vil blive tilbudt en aflastningsfamilie.
Både Dansk Socialrådgiverforening, Landsforeningen af Socialpædagoger (LFS) og flere chefer for byens socialcentre advarer mod at skære i forebyggelsen, fordi det giver en større regning i den anden ende.
Både Mikkel Warming og de faglige organisationer kritiserer budgettet for at have været utilstrækkeligt fra starten.
- Der sidder en gruppe mennesker på rådhuset, der tilsyneladende ikke er parate til at lægge det budget, der skal til for at få det område til at løbe rundt. De ved godt, hvad det koster, men de er ikke parate til at sætte de penge af. Det er simpelthen manglende evne til at lede, mener Majbrit Berlau.
- Ansvaret ligger både hos Borgerrepræsentationen, Socialudvalget og overborgmesteren. Det er Ritt Bjerregaard, der er chef for økonomikassen, og hun må tage ansvaret for, at der er rod i hendes budgetplanlægning.

Udsultet område
Formand for specialområdet i LFS, Helle Haslund, påpeger at området længe er blevet udsultet:
- Gennem de sidste syv år er der sparet mere end 70 millioner på området. Det er helt uansvarligt, ikke mindst fordi politikerne i Borgerrepræsentationen påtænker at fortsætte med den samme linje, siger hun.
Ifølge Majbrit Berlau vil nedskæringerne sende kommunen på kant med loven:
- Socialområdet er reguleret af love, og man kan ikke skrue ned for arbejdet uden at udhule lovgivningen. Det er der, vi er på vej hen i Københavns Kommune.
Arbejderen forsøgte i går forgæves at få socialborgmester Mikkel Warming og Enhedslistens andet medlem af Socialudvalget i Københavns Kommune, Rikke Lauritzen, i tale.


Socialområdet i København
Socialområdet har i år et samlet budget på 5,3 milliarder kroner.
Det omfatter blandt andet arbejdet med handicappede, misbrugere, hjemløse og udsatte børn og unge.
Området styres af Socialudvalget, ledet af socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten, og det daglige arbejde udføres af Socialforvaltningen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland