Ni københavnske fagforeninger har taget projekt Organiserings-strategier til sig. Arbejdet med at gennemføre det i dagligdagen udvikler sig løbende
De ni fagforeninger, der foreløbig deltager i LO Storkøbenhavns projekt 'Organiseringsstrategier', er ikke i tvivl. Organisering er den rigtige vej at gå, hvis fagbevægelsen vil vende en udvikling med stadig vigende medlemstal og igen komme tættere på medlemmerne.
- Populært kan man sige, at vi er i gang med at give fagbevægelsen tilbage til medlemmerne. Det drejer sig om at få fokus flyttet fra fagforeningskontorerne og ud, hvor medlemmerne er i hverdagen. Vi skal væk fra at servicere vores medlemmer og i stedet gøre dem i stand til selv at løse de opgaver, de står overfor ude på arbejdspladserne, siger Per Olsen til Arbejderen.
Han er formand for Dansk El-Forbund København, én af de fagforeninger, der i løbet af det sidste år har arbejdet målrettet med opgaven.
Tænk nyt
Det er tydeligt, at han kan tale længe og meget om emnet, der, indrømmer han, har krævet en helt ny måde at tænke fagforening på. Samtidig har det været nødvendigt at hele organisationen, fra ansatte og valgte til medlemmer på alle niveauer, er blevet sat ind i, hvad det går ud på.
Planerne er omfattende og detaljerede. Samtlige ni valgte i afdelingen ved præcis, hvilke opgaver de står for. Organisering er fast punkt på det ugentlige ledelsesmøde ligesom bestyrelsen har det oppe at vende på sine møder. Alle udvalg har fået til opgave at tænke organisering ind i sit arbejde. Tillids- og sikkerhedsrepræsentanter er involveret og frikøbes til med jævne mellemrum at tage med rundt på arbejdspladser og snakke med kolleger.
Slå ørerne ud
Endelig er der ansat en organisationskonsulent. Han har i snart et år haft som eneste opgave at tage rundt på arbejdspladserne for at snakke med og lytte til elektrikerne.
- Vi skal blive bedre til at at slå ørerne ud og ikke komme med vores færdigsyede og ofte forudindtagede meninger. Det drejer sig ikke alene om at skaffe nye medlemmer, men i lige så høj grad om at komme i kontakt med de nuværende medlemmer, der hvor de arbejder. Der hvor problemerne er og også skal løses, forklarer Per Olsen engageret og fortsætter:
- Hvis jeg tidligere kom på en arbejdsplads og fandt ud af, at der eksempelvis var et sikkerhedsproblem, så for jeg op til den projektansvarlige og bad vedkommende gøre noget ved det. I dag vil jeg tage en snak med elektrikerne og spørge, om de har en tillidsrepræsentant eller sikkerhedsrepræsentant, og hvad de vil gøre for at løse problemet konkret på deres arbejdsplads. Den enkle, men mange gange vanskelige øvelse, handler om, at fagforeningen ikke skal gøre noget, medlemmer selv kan gøre.
Samarbejde
Som en sidegevinst fremhæver Per Olsen samarbejdet med andre fagforeninger, der er blevet udbygget gennem projekt Organiseringsstrategier.
- Vi var med den 28. november sidste år, da byggefagforeningerne besøgte over 300 arbejdspladser og er nu i gang med at samle op på de sager, der kom i kølvandet på det arbejde. Det tværfaglige samarbejde og afdelingens eget fokus på opgaven er afgørende forudsætninger for at fagbevægelsens defensive rolle kan vendes. Men så kan det også lade sig gøre, mener Per Olsen.
- Jeg kan ikke sige, at det strømmer ind med nye medlemmer, selvom der da kommer nogle. Men det er nok så vigtigt, at vi med det her arbejde ruster tillidsfolk eller det, vi kalder uformelle ledere på arbejdspladserne, til selv at tage diskussionerne med kolleger og arbejdsgivere. Det er med til på sigt at styrke fagbevægelsen, lyder det overbevisende.
På vej
Også Teknisk Landsforbund (TL) i København har taget organiseringsstrategierne til sig, men er slet ikke nået så langt med det konkrete arbejde som elektrikernes fagforening.
Alligevel er formand Lena Haraldsson sikker på, at det er vejen frem for flere medlemmer og overenskomster, der kan sikre bedre forhold på arbejdspladserne.
- Afdelingsbestyrelsen besluttede i marts måned sidste år at vi vil være med i projektet. Siden har flere ansatte og enkelte tillidsrepræsentanter deltaget i LO`s kursus om organisationsstrategier. Om et par måneder tager vi fat på det mere konkrete arbejde og vil til en start koncentrere os om designvirksomhederne, siger hun til Arbejderen.
Lena Haraldsson håber ideen spreder sig til resten af forbundets afdelinger, da TL`s Hovedbestyrelse på foranledning af hende, er blevet præsenteret for projektet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278