06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Længere tid i skole

Længere tid i skole

Fredag, 11. januar, 2008, 00:00:00

Mindre leg og mere læring i børnehaveklassen og på fritidsordningen er blandt resultaterne af et nyt skolestartsforlig

Når folkeskolens små klasser trasker hen på SFO`en efter skoletid, skal de ikke længere efterlade skoletaskerne i garderoben.
Kommunale mål- og indholdsbeskrivelser skal fra august næste år sikre mere fagligt indhold i skolefritidsordningerne. Det vedtog regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i går som et led i deres nye skolestartsforlig.
Det er kommunalbestyrelserne, der skal udforme formålsbeskrivelserne for SFO`erne, men det medfører samtidig et øget dokumentationskrav til institutionerne om overholdelsen. Det bekymrer Pernille Vigsø Bagge, uddannelsesordfører for SF, der står uden for forliget.
- Jeg kan være bekymret for, at det vil resultere i yderligere bureaukrati med alenlange udredninger om læringen ved brug af playstation, billedlotteri og perleplader, forklarer hun.

Ingen ekstra penge
Enhedslisten, der heller ikke er med i forliget, undrer sig over hvordan de øgede krav skal overholdes.
Der følger nemlig ingen ekstra penge med i skolestartsforliget.
- Mange SFO`er er i forvejen økonomisk udsultede. Det undrer mig, at man stiller yderligere krav uden at der følger ekstra penge med, siger uddannelsesordfører Johanne Schmidt-Nielsen til Arbejderen.
Manglende penge var også grunden til, at forligspartierne ikke kunne blive enige om at oprette lektiecaféer, hvor børnene i SFO`en kan få plads og hjælp til lektierne.
- Det er ærgeligt, for netop lektiecaféerne er et rigtig godt redskab til at hjælpe de elever, der ikke kan få ro og hjælp til lektierne derhjemme, påpeger Johanne Schmidt-Nielsen.

Ti års skolegang
Med skolestartsforliget udvides undervisningspligten i Danmark til ti år. Det sker når børnehaveklassen efter sommerferien 2009 gøres obligatorisk. Samtidig indføres faglige trinmål for hvad eleverne skal lære i børnehaveklasserne og en obligatorisk sprogscreening af børnene.
- Med dette forlig skal undervisningen af alle børn begynde allerede i børnehaveklassen. Derfor bliver børnehaveklassen obligatorisk, og der kommer trinmål, der vægter faglighed, men med en legende tilgang, siger undervisningsminister Bertel Haarder.
Både lærernes og pædagogernes forbund er positive over for, at børnehaveklassen gøres obligatorisk.
- I dag går langt de fleste børn i børnehaveklasse, og det er en god introduktion til hele skoleforløbet, mener formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.
Hans kollega fra BUPL, Henning Pedersen, er dog betænkelig ved de nye trinmål.
- Det er ikke et problem at børnehaveklassen bliver obligatorisk, hvis den fortsætter som i dag. Men med det øgede fokus på det faglige indhold er der en fare for at børnene bliver presset til en formel læring, før de er parate til det, og det kan gå ud over deres læringslyst i resten af skoletiden, advarer han over for Arbejderen.


Forlig om skolestart>
Udvidelse af undervisnings-pligten fra ni til ti år.
Obligatorisk børnehaveklasse med sprogscreening og trinmål for undervisningen.
Mål- og indholdsbeskrivelser for skolefritidsordningerne.
Mulighed for etablering af aldersintegrerede klasser op til og med tredje klasse.
De fleste af ændringerne træder i kraft 1. august 2009.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland