07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Israel saboterer dansk retssag

Israel saboterer dansk retssag

Lørdag, 12. januar, 2008, 00:00:00

Trods hjælp fra rigsadvokaten bremser de israelske myndigheder forsvarerens forsøg på at afhøre vidner fra Vestbredden i al-Aqsa sagen ved Østre Landsret

Forsvarsadvokat Bjørn Elmquist, som er forsvarer i ankesagen mod den danske humanitære forening al-Aqsa, er godt træt af den israelske opfattelse af retfærdighed.
Han må for anden gang konstatere, at de israelske militærmyndighederne på den besatte Vestbred forhindrer palæstinensere i at møde i den danske retssag. Første gang var, da sagen kørte ved byretten.
- Det her er ligesom Danmark under tyskernes besættelse. Folk får kun lov til at rejse ud, hvis det passer besættelsesmagten, siger en frustreret forsvarsadvokat til Arbejderen.
Selv om alle papirer er i orden og fremsendt til det palæstinensiske selvstyre med hjælp fra den danske anklagemyndighed, så nægtes repræsentanter for de terroranklagede organisationer udrejsetilladelse.
- Folk samler alle de her papirer på engelsk og arabisk, og søger om at kunne komme både ud og hjem igen. Men det vi oplever gang på gang er, at svaret er et afslag. Israelerne ved jo godt, hvad den her sag drejer sig om, siger Bjørn Elmquist.
Danmarks første terrorsag er nået frem til Østre Landsret, efter at organisationen al-Aqsa, dens formand og kasserer blev frifundet i Københavns Byret. De er alle tiltalt for at have ydet økonomisk støtte til en organisation, der er opført på EU`s terrorliste.
Ti organisationer på den israelsk-besatte Vestbred har modtaget penge fra den danske forening. De ti beskyldes imidlertid af den danske anklagemyndighed for at være en del af Hamas-netværket, og det er derfor en overtrædelse af straffelovens paragraf 114 b at sende penge til de ti organisationer. Det er repræsentanter for disse ti organisationer, som nægtes udrejse.
Forsvarsadvokat Bjørn Elmquist har som erstatning for repræsentanter for de ti organisationer været henvist til at finde troværdige vidner uden for den besatte Vestbred.
- Vi tager vidnelisten én for én, for vi aner simpelthen ikke, om folk kan komme og hvornår, siger han.
Der har været vidneafhøringer hele denne uge, og sagen kører frem til slutningen af februar. Der ventes dom i sagen til marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland