Arbejdsbeskrivelsen for den nye skattekommission tyder på, at det igen er lejerne, der må holde for, advarer Lejernes Landsorganisation
Regeringens kommissorium for en ny skattereform freder ejendomsværdiskatten og dermed boligejerne, men vil betyde højere huslejer for landets lejere, advarer Lejernes Landsorganisation.
Ifølge kommissoriet,, som regeringen fremlagde i sidste uge, er ejendomsværdiskatten - der betales for den ejerbolig, man selv bor i - fredet. Til gengæld er der frit slag for eksempelvis en stigning i ejendomsskatten, den såkaldte grundskyld, som også ejere af lejeboliger betaler.
- Og stigende grundskyld kan fuldt ud væltes over på huslejen, sådan er reglerne, forklarer Klaus Hansen til Arbejderen.
Til gengæld får landets lejere ikke meget ud af den skattelettelse på den sidst tjente krone, og det højere beskæftigelsesfradrag, som kommissoriet for skattereformen lægger op til.
- Det skyldes, at lejerne typisk ikke betaler top- eller mellemskat. End ikke lettelser i bundskatten via højere beskæftigelsesfradrag vil gavne lejerne, da over halvdelen af lejerne er ude af erhverv, understreger Klaus Hansen
Skal der kompenseres for den ulighed, som en sådan skattereform vil skabe, må overførselsindkomsterne øges, mener LLO-formanden.
Beregninger, som LLO har fået Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at foretage, viser at den skattereform, regeringen gennemførte lige op til udskrivelsen af folketingsvalget, gav boligejerne dobbelt så store skattelettelser som ejerne.
- Vi kan ikke støtte en politik, der igen og igen øger uligheden mellem ejere og lejre, fastslår Klaus Hansen.
Regeringen har udpeget den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch som formand for skattekommissionen - de øvrige medlemmer mangler endnu at blive udpeget. Carsten Koch har i forbindelse med udnævnelsen understreget, at han går efter en reform, der ikke vil koste boligejerne penge. Heller ikke Dansk Folkeparti vil gå med til en reform, som rammer boligejerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278