HK`s private sektor har siden 2004 arbejdet målrettet med organisering. Projektet fortsætter indtil videre, nu sammen med HK/Handel
'Flere overenskomster - flere medlemmer'.
Det er navnet på et projekt i HK/Privat, som Henning Pedersen har været leder af, siden det blev søsat for mere end tre år siden.
- Vi ved selvfølgelig ikke, hvordan tingene havde udviklet sig, hvis ikke vi havde sat gang i projektet. Men med de resultater der er kommet ud af indsatsen i alle vores lokale afdelinger, mener jeg godt, vi kan tillade os at slå fast, at projektet har gjort en forskel, siger han til Arbejderen.
Som eksempel fremhæver Henning Pedersen, at antallet af arbejdspladser indenfor HK-sektorens område, der har tegnet overenskomst, ligger næsten to procent højere i dag, end før projektet startede. Og medlemstallet i HK/Privat falder ikke nær så meget som i HK på forbundsplan.
- Mens medlemstallet i HK falder med fire procent, falder det 'kun' med 2,5 procent i den private sektor. Effekten har været særlig tydelig, hvis vi kigger på unge medlemmer. Tidligere havde vi svært ved at få eleverne til at melde sig i fagforening. Med en målrettet indsats på elevområdet er det lykkedes at vende en tilbagegang på 50 procent til en fremgang på 50 procent. Så det må siges at være en ubetinget succes. Og det er da også et område, vi fortsat vil have fokus på.
Henning Pedersen peger på flere faktorer, der spiller sammen i den forbindelse. Det nødvendige fokus og den kendsgerning, at flere HK`ere har fået praktikplads i en virksomhed. Endelig har et særligt lavt ungdomskontingent, som det lykkedes HK/Privat at komme igennem med for to år siden på en kongres i forbundet, påvirket medlemsudviklingen i positiv retning.
Oprindeligt skulle projekt 'Flere overenskomster - flere medlemmer' være stoppet i forbindelse med sektor-kongressen sidste år i november. En ekstrabevilling har imidlertid sikret, at arbejdet med at tegne overenskomster og skaffe nye medlemmer fortsætter foreløbig frem til oktober 2008, oven i købet med HK/Handel som medspiller.
Formålet med projektet siger egentlig sig selv. Henning Pedersen uddyber dog gerne.
- Hele fagforeningens eksistensberettigelse drejer sig om at sørge for medlemmerne og sikre dem ordentlige arbejdsforhold. Og vi ved, at det gør vi bedst ved at tegne overenskomst på arbejdspladserne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278