HK/Kommunal vil kræve det samme som de private fik sidste år, og bliver der konflikt, går de ud for fuld skrue, understreger den fungerende formand, Bodil Otto
- Sidste års overenskomstresultater på det private område var virkelige gode. Jeg kan ikke forestille mig et resultat, der er ringere, sagde Bodil Otto i går til de 450 delegerede på HK/Kommunals kongres i København.
Dermed fastslog den fungerende formand det officielle niveau for forventningerne til overenskomstforhandlingerne for den kommunale sektors omkring 60.000 medlemmer.
- Vi føler os ikke truffet af statsministerens nytårstale - vi stiller ikke urealistiske krav, sagde Bodil Otto, der også gik i rette med FOA`s Dennis Kristensen - uden dog at nævne ham ved navn.
- Det er ikke i orden at bede politikerne om at sætte penge af til bestemte grupper, lød det.
I sin mundtlige beretning onsdag nævnte Bodil Otto 12-15 procent over tre år som det resultat, HK/kommunal går efter. Det var der ingen, der stillede spørgsmålstegn ved, under gårsdagens kongresdebat om overenskomsterne.
En meningsmåling foretaget på kongressen viser ellers, at hver tredje regner med en lønstigning på over fem procent om året. Og at tre ud af fire tror, der bliver storkonflikt til foråret.
- Hvis det ender med konflikt, så tager vi den for fuld skrue - så går vi ud alle sammen, sagde Bodil Otto til klapsalver fra salen.
Også reguleringsordningen, der skal sikre en efterregulering af offentligt ansattes lønsatser, så de - næsten - følger udviklingen på det private arbejdsmarked, blev berørt.
- Reguleringsordningen skal væk, og i stedet skal vi have overenskomster, der bærer igennem, mente Berndt Andersen, HK Midt, og høstede bifald fra salen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278