05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mærsk får milliarder i ekstra profit

Mærsk får milliarder i ekstra profit

Fredag, 18. januar, 2008, 00:00:00

Ti milliarder ekstra har olieselskaberne tjent i 2007 på grund af de stigende oliepriser og lempelig beskatning. Regeringen afviser al snak om hårdere beskatning

Ti milliarder ekstra i fortjeneste på nordsøolien til Mærsk Olie og Gas, Shell og Chevron sidste år.
Det er resultatet af de stigende oliepriser og den lempelige danske skatteaftale fra 2003.
- Der er tale om en helt urimelig situation. Årsagen til de øgede indtægter er stigende priser på olie. Den tilhører det danske samfund, siger Enhedslistens energipolitiske ordfører Per Clausen.
Det er Enhedslisten, der har beregnet sig frem til størrelsen af den voldsomme ekstra profit. Den bunder i de voldsomt stigende oliepriser. Prisen for en tønde nordsøolie på det såkaldte Ice Brent marked ligger nu mellem 90 og 95 dollars.
Da aftalen om nordsøolien blev indgået i 2003, var den baseret på, at en tønde olie kostede under 23 dollars. Det betyder, at olieselskaberne får langt mere end hvad der var forudsat i aftalen.
Klima- og energiminister Connie Hedegaard var i går i samråd om sagen. Men hun afviser kategorisk at røre ved den eksiterende aftale.
- Enhedslisten, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti sagde på mødet, at vi ønsker aftalen lavet om. De Radikale sagde absolut ingenting, og ministeren sagde, at det ville hun under ingen omstændigheder, siger Per Clausen til Arbejderen.
- Hun syntes det var godt, at der var gode muligheder for at tjene penge, fordi det var forudsætningen for, at olieselskaberne ville investere i infrastrukturen i Nordsøen, siger Per Clausen. Han er ikke er overrasket over ministerens holdning.
- Det er egentlig ikke så underligt. Hvorfor skulle hun ikke varetage A.P. Møllers interesser, slutter Per Clausen.
Aftalen om beskatning af nordsøolien er fra 2003 og er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Aftalen blev allerede dengang kritiseret af både Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti for at basere sig på en urealistisk lav pris på olie.
I oktober 2007 indkaldte Enhedslisten den daværende transport- og energiminister i samråd om nordsøoliens prishop. Dengang var både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre villige til at overveje en anden form for beskatning.
I Norge beskattes nordsøolien efter en såkaldt normpris, som følger oliens dagspris. Det har betydet en langt hårdere beskatning end i Danmark. Og i Storbritannien annoncerede den daværende finansminister Gordon Brown i oktober 2007 en forhøjelse af beskatningen på nordsøolien på ti procentpoint til 50 procent på grund af de høje oliepriser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland