05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Aktion mod sulteløn

Aktion mod sulteløn

Lørdag, 19. januar, 2008, 00:00:00

Byggefagene i Nordsjælland slår med demonstration på tirsdag til lyd for overenskomst-mæssig løn og sikkerhed til udenlandske håndværkere

Nu er den gal igen.
Med de ord opfordrer Byggefagene i Nordsjælland til at bakke op om en faglig aktion på tirsdag vendt mod det polske entreprenørfirma Przyjazne Domy.
- Vi kræver overholdelse af dansk lovgivning og aflønning efter danske forhold, lyder det fra Mogens Larsen, faglig medarbejder i Træ-Industri-Byg (TIB) Afdeling 10 Nordøstsjælland.
Ansatte fra TIB-afdelingen og den lokale 3F-afdeling var for nylig på besøg på byggepladsen Gyldenstensvænget 18 i Frederikssund. Her mødte de fire polske håndværkere i gang med at bygge et parcelhus.
- Polakkerne fortalte, at de kommer fra et område i Polen, hvor ledigheden er meget høj og lønnen meget lav. De får udbetalt 70 kroner i timen alt inklusiv, og skal selv holde sig med kost. Der er, som i alle andre sager af den her slags, tale om grov underbetaling og udnyttelse, siger Mogens Larsen til Arbejderen.
Efter hvad byggefagene erfarer, er det tilsyneladende en privat bygherre, der har hyret Przyjazne Domy, der i samarbejde med MG-huse Aps fra Frederikssund opfører huset.
- Derfor overvejer vi, om også MG-huse skal have vores besøg. Underleverandørerne er vi ved at have styr på. Hele pointen med vores lovligt anmeldte konflikt og sympatikonflikt går ud på, at ingen skal føle sig sikker nogen steder, når man bruger underbetalt arbejdskraft, fastslår den sjællandske faglige medarbejder.
Sikkerhedsforholdene på stedet er stærkt kritisable, fortæller Mogens Larsen. Stilladserne er elendige med fare for nedstyrtning. Der bliver arbejdet med PU-skum, der indeholder isocyanater, som er kræft - og allergifremkaldende.
Håndværkerne har ikke været igennem det kursus af en dags varighed, der er påkrævet ved arbejde med PU-skum og epoxy. Ligesom de ikke har det sikkerhedsudstyr, som arbejdet med farlige stoffer påkræver. Arbejdspladsen er derfor anmeldt til Arbejdstilsynet.
Heller ikke indlogeringen af de polske bygningsarbejde lever op til gængse regler og normer.
- Der er ikke indhentet tilladelse fra kommunen til at opstille den skurvogn, som de bor i på pladsen. Vi ved, at det kan give problemer, eksempelvis hvis der udbryder brand, da brandvæsenet så ikke rykker ud. I det hele taget mener vi i TIB, at der er lidt for meget klondyke over overnatning på pladsen, siger Mogens Larsen.
Efter at byggefagene har annonceret, at de tirsdag sætter turbo på den faglige aktion for at få overenskomst på byggepladsen, har den polske ejer af Przyjazne Domy henvendt sig og indvilget i forhandling.
- Det er efter min opfattelse endnu et eksempel på, at der stadig skal kontant optræden til for at opnå resultater. Men vi gennemfører vores demonstration som planlagt og fortsætter med punktvise aktioner, indtil der ligger en underskrevet overenskomst , slutter Mogens Larsen.


Mød op
Demonstration tirsdag den 22. januar klokken 7. Mød op på Gyldenstensvænget 18 i Frederikssund - medbring gerne faner.
Byggefagene i Nordsjælland kræver:
- Dansk lovgivning skal overholdes
- Ingen må komme til skade på vore byggepladser.
- Nej til sulteløn - danske lønninger på danske byggepladser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland