Nystiftet klub for fleksjobbere i 3F Aalborg er kommet godt fra land. Nu skal klubben ud og fortælle om sig selv, og om hvad den kan gøre for fleksjobbere
I onsdags i fik 3F Aalborg en ny klub -'3F-klubben for fleksjobbere'.
- Med klubben kan der komme mere fokus på fleksjobbernes særlige situation på arbejdsmarkedet. Det er der brug for, mener Simon Nielsen, der er valgt til bestyrelsen i klubben.
Det er hans indtryk, at afdelingen ikke tidligere har viet fleksjobbere særlig stor opmærksomhed. Men der har været fuld opbakning fra fagforeningen til dannelse af klubben.
- Med klubben får fleksjobberne et nødvendigt forum, hvor de kan diskutere med kolleger og udveksle erfaringer omkring deres særlige situation, sagde Benny Vinther Jensen, formand for 3F Aalborgs Industrigruppe, på den stiftende generalforsamling.
Simon Nielsen er enig.
- Ikke fordi fleksjobbere rent fagligt har særlige problemer. Det, der gør fleksjobbere til en speciel faggruppe, er, at alle i fleksjob arbejder på individuel kontrakt, men i øvrigt på samme overenskomstmæssige vilkår som alle andre. Det er vigtigt, at kontrakten er skruet rigtigt sammen, så fleksjobberen får de timer, den løn og de opgaver, der passer til vedkommendes reelle erhvervsevne. Her får vi brug for al den ekspertise, som 3F lokalt og centralt ligger inde med, forudser Simon Nielsen.
Margit Kvolsbæk, sagsbehandler i juridisk sekretariat, 3F Aalborg deltog også i den stiftende generalforsamling. Hun kender om nogen til de vanskeligheder fleksjobberne ramler ind i.
- Fleksjobberne har rettigheder, ikke mindst i forhold til overenskomsten, men desværre ser vi ofte, at sagsbehandlerne tryner fleksjobberne i visiteringssituationen, så de ofte ender ud med en lavere løn, end de egentligt er berettiget til, konstaterer hun.
Der mødte 15 op til den stiftende generalforsamling. Selvom Simon Nielsen indrømmer, at han gerne havde set lidt større fremmøde, så forsikrer han, at han hverken er overrasket eller skuffet.
- Nu må vi bare i gang med at gøre opmærksom på vores eksistens. Vi skal ud på arbejdspladserne og fortælle om klubben og hvad den kan bruges til.
Og så skal der gang i organiseringen af fleksjobberne, mener Simon Nielsen.
- Alt for mange af dem, der bestrider et fleksjob, ikke er i fagforening. Det bekymrer mig med udsigt til en eventuel konflikt på det offentlige arbejdsmarked. Derfor skal vi bruge den første tid på at finde ud af, hvor mange fleksjobbere, der er i Aalborg Kommune og så tage snakken om betydningen af faglig organisering med dem, slutter Simon Nielsen.
Simon Nielsen udtaler sig for egen regning. Bestyrelsen mødes første gang den 28. januar og tager først der beslutning om, hvilke skridt klubben lægger ud med. Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra klubformand Kim Marluf Hansen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278