05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Asylaftale kommer op i Folketinget

Asylaftale kommer op i Folketinget

Tirsdag, 22. januar, 2008, 00:00:00

Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet og Børnerådet kritiserer regeringens asylaftale. Pia Christmas Møller går sammen med oppositionen om mindre ændring af aftalen

I morgen er der en hasteforspørgselsdebat i Folketinget om regeringens asylaftale, der er lavet sammen med Dansk Folkeparti. Samme dag har Det Radikale Venstre i al hast arrangeret en høring på Christiansborg om aftalen. Her er en lang række af de organisationer, som arbejder med flygtninge, inviteret til at komme med deres syn på aftalen.
Aftalen betyder, at omkring 50 afviste asylfamilier får mulighed for at bosætte sig udenfor asylcentrene. Tilbuddet omfatter kun familier med børn, som har opholdt sig i centret mindst tre år efter afslaget. Aftalen er rettet imod flygtninge fra Irak, Iran, Kosovo og Somalia, og i hvert enkelt tilfælde skal der ske en konkret godkendelse af udflytningen.
- Vi hilser ethvert skridt i retning af en normal tilværelse velkomment. Regeringen anerkender tydeligvis, at asylansøgere, som ikke kan tvangshjemsendes, har et problem. Og det er godt, siger Andres Kam, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.
- Den rigtige løsning havde dog været at lade alle få tilbud om at bo uden for asylcentret og også give asylansøgere lov til at arbejde og gå i skole, fortsætter han.
Dansk Flygtningehjælp mener, at den danske regering skulle følge opfordringen fra FN`s Flygtningehøjkommisariat og give de afviste irakiske flygtninge en midlertidig opholdstilladelse.
Også Red Barnet og Børnerådet kritiserer regeringens aftale. Den lever ikke op til FN`s Børnekonvention, mener Red Barnet, som nu vil gå til FN med sin kritik af forholdene for asylbørn i Danmark.
Løsgængeren Pia Christmas-Møller erklærede i går, at hun vil stille forslag om, at afviste asylansøgere skal kunne flytte ud af centrene efter to år, i stedet for de tre år, som regeringen og Dansk Folkeparti lægger op til. Oppositionen siger, at de støtter forslaget. Det betyder, at regeringen kan risikere at komme i mindretal.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland