05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dagpenge-chok til løsarbejdere

Dagpenge-chok til løsarbejdere

Tirsdag, 22. januar, 2008, 00:00:00

Regeringen vil kraftigt indskrænke retten til supplerende dagpenge - indskrænkningerne rammer især løsarbejdere, som hidtil ikke har været underlagt begrænsninger

Fremover skal retten til supplerende dagpenge begrænses, så man højst kan modtage supplerende dagpenge i 26 uger inden for 156 uger (eller tre år). Og begrænsningen vil også gælde løsarbejdere og andre uden opsigelsesvarsel, der hidtil har kunne modtage supplerende dagpenge i ubegrænset tid.
Det forklarede Claus Hjort Frederiksen i går, da han under stor mediebevågenhed fremlagde regeringens nye jobplan.
Begrænsningerne i løsarbejdernes dagpengeret har hidtil ikke været inde i billedet. På spørgsmålet, om det ikke vil ramme ansatte på fiskefabrikker, deltidstjenere, havnearbejdere og håndværkere på vejrlig urimeligt hårdt, svarer Claus Hjort:
- Det er smag og behag. Vi er nødt til at få luget ud i det her. Det gælder om at lægge pres på arbejdsgiverne, der har indrettet sig på at have en stab af deltidsansatte med statsstøtte. Det samme gælder de lønmodtagere, der synes at det her er en bekvem måde at indrette sig på. De må søge fuldtidsarbejde.
- Og så kan arbejdsgiverne jo altid forsøge at få dem tilbage igen, når de har brug for arbejdskraft, tilføjer beskæftigelsesministeren.
Dagpengeindgrebet møder stærk modstand fra fagbevægelsen.
- Det er arbejdsgiverne, der bestemmer, hvor mange deltidsansatte de vil have, så det er et dybt uretfærdigt forslag, siger LO`s næstformand Lizette Risgaard.
Mange af deltidsstillingerne findes inden for kommunerne, men jobplanens indskrænkning i dagpengeretten følges ikke op af en indskrænkning af kommunernes ret til at deltidsansætte.
Claus Hjort Frederiksen og regeringen gennemtvang med Dansk Folkepartis stemmer en deltidslov i 2002, som med et slag gjorde alle overenskomstaftaler om deltid ugyldige. Loven har i de følgende år ført til, at antallet af deltidsansatte er steget kraftigt - ikke mindst antallet af deltidsansatte, der hellere vil arbejde fuldtids.
Men det får ikke beskæftigelsesministeren til at overveje at afskaffe deltidsloven, slår han fast overfor Arbejderen.
- Sådan et forslag virker sådan lidt stalinistisk på mig. Folk skal selv have lov til at tilrettelægge et liv som man vil, det skal fagbevægelsen ikke bestemme over, siger Claus Hjort Frederiksen.
Jobplanen indeholder også øget adgang for førtids- og folkepensionister til at arbejde, samt et skattenedslag på op til 100.000 kr for dem, der arbejder fuldtids fra de er 60 til 64 år. Studerende må tjene 1500 mere om måneden uden at blive trukket i SU.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland