10 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fattigdom handler om indre velfærd

Fattigdom handler om indre velfærd

Onsdag, 23. januar, 2008, 00:00:00

For 30 år siden handlede fattigdom om materielle ting. Nu handler det mere om ens holdning til tilværelsen, mener velfærdsministeren

- Nu skal vi passe på ikke at skabe et billede, som mange borgere ikke kan genkende.
Sådan lyder velfærdsminister Karen Jespersen åbningsreplik til de ti sociale hjælpeorganisationer, der sidste uge inviterede hende til konference om fattigdom og social udstødelse blandt børn i Danmark.
- Det kan godt være, at det ser ud som om, der lever 90.000 børn i fattigdom, hvis man bruger EU`s fattigdomsgrænse. Men så er det vigtigt at huske på, at den grænse jo er relativ. Hvis dem i toppen tjener flere penge, ser det automatisk ud som om, der er flere fattige, siger ministeren.
Hun sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening at snakke om fattigdom i Danmark, fordi vores tal for fattige er regnet ud efter EU`s og OECD`s fattigdomsgrænse.
- EU`s og OECD`s fattigdomsgrænser er jo baseret på gennemsnitsindkomsten. Når man baserer en grænse på gennemsnitsindkomsten, vil der altid være nogle der ligger under, konstaterer Karen Jespersen.
Det bliver afvist af forsker Azhar Hussain fra Socialforskningsinstituttet.
- Det er ikke rigtigt, at der altid vil være nogle, der ligger under en fattigdomsgrænse baseret på en gennemsnitsindkomst. Det afhænger af, hvor stor uligheden er i samfundet. Stigende lighed vil føre til mindre relativ fattigdom, og hvis uligheden er under 13 procent af gennemsnitsindkomsten, er den relative fattigdom afskaffet, fastslår han.

Lighed ikke vejen frem
En målsætning om at få uligheden i de danske indkomster ned under 13 procent af gennemsnittet kan dog godt have lange udsigter, indrømmer Azhar Hussain.
- I øjeblikket er uligheden større end gennemsnitsindkomsten, konstaterer forskeren tørt.
Karen Jespersen derimod mener slet ikke, at en øget lighed i indkomsterne er vejen til at afskaffe fattigdom.
- Det er en fælde, hvis man giver indtryk af, at det her handler om økonomisk omfordeling. Helt grundlæggende er vi nok verdens mest lige samfund, påpeger hun.
Velfærdsministerens kritik af fattigdomsgrænserne får organisationerne til at opfordre til en dansk fattigdomsgrænse, men det bliver afvist af Karen Jespersen.
- Der er ikke kommet nogle gode forslag til, hvordan man kan lave sådan en grænse endnu, er hendes begrundelse.
Forud for konferencen har de sociale organisationer sendt Karen Jespersen en række forslag til forbedringer for de socialt udsatte børn. Ministeren henviser til kommunerne.
- Der er muligheder i den sociale lovgivning for så godt som alle jeres forslag. Derfor er det fuldstændig afgørende, at I som frivillige organisationer bruger jeres energi på at få kommunerne til at udnytte de muligheder, lyder opfordringen.

Ikke flere penge
Hun vil dog ikke love flere penge til kommunerne at arbejde med. De fattiges problem bliver nemlig ikke afskaffet ved at give dem flere penge at leve for, mener Karen Jespersen. Til gengæld opfordrer hun til at se mere på det, hun kalder 'den indre velfærd'.
- For 30 år siden handlede fattigdom om at mangle helt basale, materielle ting, om den ydre velfærd. Nu handler det mere om den indre velfærd. Om evnen til at kunne begå sig, til at kunne tjene nogle penge og sørge for, at man ikke længere er en fattig familie, forklarer velfærdsministeren.
- Det er et spørgsmål om holdninger, om synet på sig selv som forældre, uddyber hun.
Karen Jespersen lægger op til et samarbejde med de frivillige organisationer om at imødekomme fattigdommen på indre velfærd.
- Vi skal arbejde med at give de udsatte familier nogle redskaber, så de kan stå imod de mange grøfter, og ikke i deres afmagt Tyer til at drikke for meget, tage stoffer eller sætte sig i gæld, erklærer hun.
Velfærdsministeren har flere roser til de sociale hjælpeorganisationer bag konferencen.
- København havde nogle fremragende ferietilbud til udsatte børn. Nu er mange af dem lukkede, men der kan vi se, at det opstår på anden vis gennem de frivillige organisationer, og det tror jeg mange børn og forældre er glade for, slutter Karen Jespersen sin åbningstale, før hun haster videre fra konferencen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland