Polsk arbejdsret har sendt den danske model til tælling. Med henvisning til EU-regler har den dømt polak til at tilbagebetale den løn, en fagretslig sag i Danmark har tilkendt ham
En tidligere udstationeret polsk arbejder, Jerzy NN, fik sidste år ved en fagretslig sag i Danmark tilkendt en lønefterbetaling på 86.000 kroner fra det polske byggefirma GAL-MET. Nu er han i Polen blevet dømt til at betale pengene tilbage til sin arbejdsgiver.
- Det er fuldstændig uacceptabelt og totalt undergravende for den danske aftalemodel, siger Bo Rosschou, næstformand i Malernes Fagforening i Storkøbenhavn.
GAL-MET har også lignende sager på vej mod to af firmaets tidligere udstationerede ansatte i Danmark. De har fået trusselsbreve fra GAL-MET`s polske advokat om, at hvis de ikke tilbagebetaler de i alt godt 136.000, som de har fået efterbetalt ved en fagretslig afgørelse i Danmark, vil det 'gå dem ligesom Jerzy NN'.
Lige så snart Jerzy NN var blevet tilkendt efterbetalingen blev han øjeblikkelig fyret og eskorteret direkte til Polensfærgen af en af firmaets tre polske chefer. Han og hans kone har også modtaget både skriftlige og telefoniske trusler fra GAL-MET`s chefer og advokater.
Som omtalt i Arbejderen sidste weekend har Malernes Fagforening sendt et brev til udenrigsminister Per Stig Møller for at få regeringen til at gribe aktivt ind.
- Vi kræver at den danske regering uden tøven meddeler den polske regering, at den må sætte en stopper for at danske fagretlige afgørelser underkendes i Polen. Ellers havner vi i en situation, hvor virksomhederne bare kan shoppe rundt efter den mest villige arbejdsretsafgørelse., siger Bo Rosschou til Arbejderen.
Malernes Fagforening har fået svar fra udenrigsministeriet. Men det går på, at man er 'ved at undersøge sagen', og at den foreløbig er sendt til høring hos andre myndigheder og ministerier, oplyser Bo Rosschou.
- Men lige netop nu er de næste i rækken ved at blive fradømt deres retmæssige løn. Prøv også at forestille dig hvordan det virker på underbetalte polske arbejdere i Danmark - tror du de tør henvende sig til os, når de ved at firmaets gorillaer og advokater venter på dem, når de kommer hjem?
GAL-MET var under de faglige sager medlem af Dansk Byggeri, og derfor havde de ansatte krav på løn efter overenskomsten. Men ifølge GAL-MET`s polske advokat skyldtes dommen i Polen, at den danske fagretlige afgørelse ikke blot i strid med polsk arbejdsret, men også i strid med EU-retten.
- Hvis det er rigtigt, understreger det jo blot alvoren i sagen. Så er der åbnet fuldstændigt op for at undergrave den danske model, siger Bo Rosschou.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278