I mindst to tilfælde er udlændinge, der har opholdstilladelse i Danmark og har boet her i mange år, blevet udvist administrativt - med en hemmelig begrundelse
Politiken offentliggjorde den 12. januar historien om to personer, der begge har fået beskeden om, at de er 'til fare for landets sikkerhed'.
Den første er en 31-årig mand fra Irak. Han har haft opholdstilladelse i Danmark i syv år. Da han vendte hjem fra en rejse sidste sommer blev han anholdt og indsat i Vestre Fængsel. Mandens opholdstilladelse var blevet inddraget, mens han var væk. Den 31-årige har tilbragt syv måneder i fængsel uden en domstol har været involveret i hans sag.
Den anden person har flygtningestatus i Danmark, men fik sin opholdstilladelse inddraget, mens han var i udlandet.
Baggrunden for at fratage de to mennesker deres opholdstilladelser kendes kun af personer i integrations- og justitsministeriet samt af Politiets Efterretningstjeneste, PET. Selv har de to og deres familier kun får oplyst, at de vurderes til at være en fare for statens sikkerhed.
Manglen på begrundelse, ankemuligheder og domstolskontrol får formanden for forsvarsadvokaterne, Henrik Stagetorn til at udtale til Politiken, at 'vi taler om folk, der har fået opholdstilladelse og levet i Danmark i mange år, men som altså ikke får en rettergang som alle andre. Det er efter min opfattelse i strid med menneskerettighedskonventionens helt grundlæggende bestemmelser om, at man er uskyldig, indtil ens skyld er bevist ved en retssag.'
Terrorlovgivningen - et overblik
Muligheden for at fratage opholdstilladelser på beskrevne vis blev vedtaget af Folketinget den 6. juni 2002 i den såkaldte terrorpakke. Siden er mange bevillinger, rapporter, love og endnu en terrorpakke er kommet til.
Jeff Jørgensen, der er jurist og redaktør på Cerepos Ret & Samfund-serie har til den kommende årbog lavet en kort oversigt over indholdet i de to lovgivningspakker samt andre anti-terrortiltag i Danmark. Her bringes en del af oversigten:
6. juni 2002 - Terrorpakke 1:
Folketinget vedtager en lov, der giver PET en række udvidede beføjelser. Blandt andet kan PET nu også aflæse private databaser som for eksempel private computere.
PET kan også med kun en retskendelse foretage flere ransagninger.
Folketinget vedtager en paragraf 114 i straffeloven, hvor kriminelle handlinger der samtidig er led i terror bliver gjort særlig strafbare.
Det bliver også muligt for PET og Justitsministeren at standse asyl- og statsborgerskabsansøgninger, hvis ansøgeren skønnes til fare for Rigets sikkerhed. Afgørelsen kommer kun til PET og Justitsministerens kundskab, der er første og eneste instans. Der stilles ikke krav om begrundelse.
10. juni 2003 - Udlevering af danske statsborgere
Den såkaldte europæiske arrestordre betyder, at Danmark nu skal udlevere danske statsborgere til retsforfølgelse i andre lande uanset, hvordan Danmark vurderer strafbarheden af den begåede kriminalitet og retsinstanserne og retssikkerheden i andre lande.
Juli 2003 - PET indleder samarbejde med højere læreranstalter
Studievejledere og -ledere får besked om at indberette studerende med mistænkelig adfærd til PET.
Maj 2004 - PET's bevillinger øges
PET får ekstraordinært 135 millioner kroner de kommende to år.
PET får derudover ressourcer til nye it-systemer
Oktober 2005 - 49 anbefalinger til beredskab mod terror
En arbejdsgruppe på tværs af ministerierne foreslår i rapporten 'Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror' 49 tiltag i kampen mod terror, hvor en del blev gennemført i terrorpakken året efter. Mange af anbefalinger blev taget af bordet igen, fordi de blev vurderet til at være for vidtgående og teknisk umulig at gennemføre.
Gruppen anbefalede et center for antiterror-analyse, øget tv-overvågning og effektiviseringer hos PET, så persondata bedre og hurtigere kan deles mellem ansatte.
2. august 2006 - Terrorpakke 2
Folketinget vedtager en lov, der giver PET flere beføjelser. Blandt andet kan PET uden retskendelse hente oplysninger fra offentlige myndigheder uden at de pågældende personer, der indhentes oplysninger, om får besked.
PET kan nu også aflytte og overvåge ikke-mistænkte personers telefoner og computere, som de vurderer, at mistænkte kan have været i kontakt med.
PET kan også få adgang til op til et år gamle passageroplysninger fra flyselskaberne uden retskendelse.
November 2006 - PET får flere bevillinger
Folketinget øger på finansloven PETs bevillinger med 55 millioner kroner hvert år frem til 2010.
PET får desuden 24 millioner til nyt aflytningsudstyr og 80 millioner til livvagter.
Antallet af ansatte i PET er steget voldsom siden 2001 fra cirka 400 til 700 medarbejdere i begyndelsen af 2007.
1. januar 2007:
Center for Terroranalyse oprettes under PET
15. november 2007 - Nye regler om logning træder i kraft
Folketinget vedtager en lov foranlediget af beslutning i Europa-Rådet om, at oplysninger om alle telefonsamtaler, e-mail, sms og anden digital kommunikation samt trafik på hjemmesider skal gemmes i et år. Det gælder også små restauranter og hoteller, der pålægges at udpege sikkerhedsrepræsentanter, PET kan komme i kontakt med døgnet rundt.
Artiklen er hentet fra www.cerepo.dk
Cerepo
Center for Rets- og Politiforskning (Cerepo) er en privat finansieret, politisk uafhængig tænketank, der blev stiftet i 2006. Cerepo arbejder for en retspolitik, der minimerer den samlede lidelse i samfundet og forøger gennemsigtigheden og ansvarligheden i justitsvæsenet. Det sker gennem formidling af viden, udarbejdelse af politiske analyser, deltagelse i opinionsdannelse og ved at indsamle dokumentation til brug i konkrete sager.
FORMIDLING
Cerepo tilstræber at formidle information, der afspejler flest mulige aspekter af det retspolitiske område i Danmark. Det er Cerepos grundholdning, at lovgivning skal baseres på faktuel information, grundig undersøgelse og reel inddragelse af høringssvar fra aktører på området. Derfor udgiver Cerepo en gang årligt bogen »Ret og Samfund«, hvor udviklingen på retsområdet gennemgås. Cerepo vil desuden formidle forskningsresultater, politiske analyser, principielle sager og de vinkler, der overses i debatten.
OPINIONSDANNELSE
Indsamlingen af viden, formidling og analyser danner fundamentet for Cerepos deltagelse i den offentlige debat. Målet er en langsigtet holdningspåvirkning i forhold til Cerepos overordnede mål: At minimere lidelsen i samfundet. Det skal ske både kreativt og offensivt, men altid med fagkundskaben i ryggen.
DOKUMENTATION
Cerepo vil indsamle dokumentation af aktuelle sager om mulige overtrædelser af regler og lovgivning, begået af ansatte indenfor politi og justitsvæsen. Disse instanser udgør en magtkoncentration, der bør holdes nøje øje med for at forhindre misforvaltning af magten. Derfor vil Cerepo bistå med at vurdere materiale og henvise personer til andre organisationer, der kan hjælpe i en eventuel klagesag. Det indsamlede materiale kan danne baggrund for undersøgelser og projekter, der skal forsøge at afdække eventuelle mønstre i sagerne.
KONTAKT TIL CEREPO
Centerleder Linda Hansen Center for Rets- og Politiforskning Hyskenstræde 10 1207 København K. Telefon 33 93 28 94 Fax 33 93 28 94 Telefontid mandag-torsdag kl. 10-15.00 www.cerepo.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278