09 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ansatte kæmper mod salg

Ansatte kæmper mod salg

Tirsdag, 29. januar, 2008, 00:00:00

Repræsentanter for de ansatte på kommunernes datavirksomhed KMD henvender sig til Folketinget for at stoppe salget af deres virksomhed

De ansatte i KMD, det tidligere KommuneData, går nu i aktion for at få stoppet salget af deres virksomhed. De frygter, at en privatisering af KMD, som ejes af Kommunernes Landsforening, vil betyde en kraftig forrringelse.
'Kommunerne vil gå en mere usikker og dyrere it-tid i møde med en ny ejer', hedder det i det brev, som de ansattes tre repræsentanter i KMD`s bestyrelse har sendt til samtlige medlemmer af Folketinget.
Desuden advarer de mod, at en privat ejer vil droppe at lave en række af de lovbefalede it-opgaver hos kommunerne, som KMD nu udfører, samt mod at splitte virksomheden op for at øge overskuddet.
'Det er vigtigt, at udvikling, service og drift er samlet i én virksomhed, når man skal levere komplicerede it-ydelser som at afvikle et folketingsvalg eller kommunalvalg', skriver de til Folketingets medlemmer.
- Man kan jo spørge, om man vil overlade systemerne til Folketingsvalget til et privat firma, siger Erik Lykke Hansen, en af de ansattes tre repræsentanter i KMD`s bestyrelse, til it-portalen Computerworld.
KMD er kommet i klemme i forbindelse med en lov, som Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre vedtog i juni 2006. Ifølge den skal virksomheder, ejet af kommunerne eller regionerne sælges, hvis de omsætter for mere end 25 procent udenfor det kommunale marked.
Formand for Kommunernes Landsforening, Venstre-borgmesteren Erik Fabrin, er ikke glad for at skulle sælge sin forenings it-guldæg. Han mener, at kommunerne bliver afskåret fra selv at eje det firma, der skal lave løsninger til billigere og bedre kommunal service på dataområdet.
- Vi er et lille land, og vi har en virksomhed, som har hovedfokus på dette lille lands offentlige sektor. Hvor forsvinder det fokus hen, når vi sælger KMD, spørger han i Computerworld.
KMD har 3000 ansatte og kontorer i Ballerup, Odense, Århus og Aalborg. Virksomheden omsatte i 2006 for små 3,4 milliarder kroner, og har over en milliard kroner i pengetanken. KMD er Danmarks største udvikler af programmer, og har ifølge Computerworlds eksperter en helt unik erfaring i at yde it-service til danske kommuner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland