05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

LO Århus vil organisere

LO Århus vil organisere

Onsdag, 30. januar, 2008, 00:00:00

Internationale og hjemlige erfaringer skal bruges til at sætte gang i en proces for at vende medlemsudviklingen og sikre nyt engagement i fagbevægelsen

Tilbagegang i medlemstallet og nedskæringer rider de fleste fagforeninger som en mare. Det gælder også i den århusianske fagbevægelse.
Men det skal der gøres noget ved, mener Hans Halvorsen, formand for LO Århus.
- Jeg tror, vi efterhånden er nået til en erkendelse af, at vi ikke bare kan blive ved med at gøre, som vi plejer. Det, den enkelte organisation gør, rækker ikke. Vi kan se, at det kræver et tættere samarbejde på tværs af de faglige organisationer, hvis vi vil ændre den nuværende situation, siger han til Arbejderen.
I et forsøg på at sætte gang i en proces for at vende udviklingen inviterede LO Århus derfor sine medlemsorganisationer til møde i starten af det nye år med punktet organisering på dagsorden. Debatten blev skudt i gang af to oplægsholdere.
Den ene, Paw Jensen, formand for 3F Ringkøbing-Holmsland, kunne fortælle om, hvordan det gennem en målrettet indsats, lykkedes den vestjyske afdeling at vende en negativ medlemsudvikling. Det andet oplæg leverede Camilla Herdahl, der er ansvarlig for LO Storkøbenhavns arbejde med organiseringsstrategier. Her har man taget ved lære af erfaringer fra blandt andet fagbevægelsen i England, Tyskland og USA.
Den private sektor i HK Østjylland deltog i LO`s møde, og har efterfølgende besluttet at sende seks faglige konsulenter inklusiv sektorformanden på LO Storkøbenhavns kurser i organiseringsstrategier.
- Når man hører om de engelske erfaringer, som oven i købet viser sig at virke, og snakker med kolleger fra København, der har været igennem kurset, så kan man ikke lade være med at tænke: Er det så enkelt, og hvorfor har vi ikke selv fundet ud af det her noget før. Vi har intet at tabe og kan ikke stiltiende se på, at medlemmerne siver. Så nu kaster vi os helhjertet over opgaven at få ændret billedet, siger sektorformand Andy Dalum til Arbejderen.
For at forstå hvad de gør i England, som vi kan lære af i Danmark, nævner han et 'måske banalt' eksempel.
- Et medlem ringer, fordi hun har problemer med feriepengeudbetalingen. Vi beder hende stille i afdelingen med lønsedler. Vi regner ud, hvad hun har til gode og beder arbejdsgiveren om at betale pengene. I England tager de ud på arbejdspladsen og finder måske ud af, at der er et generelt problem med feriepengene. Man opfordrer de ansatte om samlet at kræve problemet løst selvfølgelig med fuld opbakning fra fagforeningen. Man gør så at sige medlemmerne selvhjulpne. De bliver gjort aktive og som en sidegevinst, får fagforeningen frigjort ressourcer til andre opgaver, fortæller en begejstret Dalum.
LO Århus har da også tænkt sig at følge processen op. En ny konference den 18.-19. februar skal sparke yderligere fart i projektet for at øge organiseringen på arbejdspladserne.
- Måske skal vi sætte gang i lokale organiseringskuser efter den københavnske model, lyder det fra Hans Halvorsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland