Læger og borgere i tre regioner danner fælles front mod sygehusplan. Nedlagte skadestuer koster menneskeliv, lyder kritikken
Op til halvtreds kilometer i ambulance ad små hullede veje kan være fatalt, hvis man har fået et hjertetilfælde. Alligevel bliver det virkelighed for danskere i Region Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark, når mange skadestuer bliver nedlagt i forbindelse med regeringens sygehusplan.
Borgere, læger og andet sundhedspersonale i de tre regioner danner nu fælles front for at sætte fokus på sygehusplanens konsekvenser.
- Det handler om liv, siger Christa Laursen til Arbejderen.
Hun er initiativtager til en borgergruppe i Region Midtjylland, som opstod i december sidste år, da Vejle Sygehus fik besked om, at skadestuen skal lukkes. Borgernes protester vandt genklang i region Nord og Syd, og på et fælles møde i sidste uge fandt de tre grupper ud af, at de slås med de samme problemer.
Større afstand
- Sygehusplanen betyder større afstand for patienterne i alle vores tre regioner. Både gennem sygehusvæsenet, når man skal videre til en specialafdeling, og rent fysisk til akutsygehusene, når man skal med ambulancen, siger Christa Laursen.
Praktiserende læge Tage Kristiansen fra Region Nordjylland har praksis i Sæby. Han fortæller, at der kan gå op til halvanden time, hvis hans patienter falder om i hjemmet, til de ankommer på det nærmeste akutsygehus i Hjørring.
- Afstand dræber. Nu hvor Frederikshavn Sygehus ikke skal være akutsygehus, får folk i området op til 46 kilometer af små bumpende veje. Det koster menneskeliv, understreger han over for Arbejderen.
Tage Kristiansen peger på en stor britisk undersøgelse, der viser, at dødelighedsprocenten for akutte patienter stiger med en procent for hver ti kilometer, ambulancen skal køre ekstra.
- Selvom man har forsøgt at imødekomme problemet med helikoptere og akutbiler, giver de løsninger ikke samme redningsmuligheder som en akutmodtagelse, fastslår han.
Konference
I Region Syddanmark mener overlæge ved Silkeborg Centralsygehus, Ulrik Fredberg, at sygehusplanen er en fortsættelse af udviklingen i retning af større og mere specialiserede centrale enheder.
- Vi frygter, at den centralisering kommer til at gå ud over tværfagligheden. Jo mere specialiseret du bliver, jo dårligere bliver du til at se på bredden, siger Ulrik Fredberg til Arbejderen.
Den nye sammenslutning planlægger blandt andet en stor konference om sygehusplanen til foråret.
- Vi håber, at det kan få regions-, byråds- og landspolitikerne til at se på sygehusplanen med nye øjne, forklarer Christa Laursen.
Sygehusplanen
Aftalen om 'fremtidens sygehusstruktur' blev indgået mellem regeringen og regionerne i juni sidste år. Det overordende princip i aftalen er, at de eksisterende sygehusfunktioner skal samles på færre enheder. Det betyder blandt andet, at der bliver færre sygehuse, og at antallet af skadestuer halveres. De sorte huller på landkortet, som mister deres sygehus, skal i stedet dækkes af helikoptere og 'akutbiler'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278