Taxameterordning tvinger produktionsskoler landet over til at lukke. Hundredvis af unge risikerer at tabes for systemet
65 elever og 12 ansatte blev tirsdag sat på gaden, da Københavns Produktionsskole lukkede.
Årsagen er en konkurs, som skyldes, at antallet af elever er faldet fra 250 i 2004, til de 65 der slukkede computerne sidste gang i tirsdags.
- Taxameterordningen betyder, at vi får penge for eleverne for hver dag, de er her. Så snart eleverne stopper, ryger tilskuddet. Men vi har jo stadig udgifter til lokaleleje og lærere, som har op til et halvt års opsigelse. Det har slået bunden ud af vores økonomi, siger skolens bestyrelsesformand, Bo Kjærulf, til Arbejderen.
Københavns Produktionsskole er ikke alene om at måtte dreje nøglen om på grund af markant faldende elevtal.
De sidste tre år er antallet af elever på landets godt 100 produktionsskoler faldet med 30 procent, og det tvang alene sidste år seks skoler med samlet flere hundrede elever i knæ.
Ifølge Tina Thode, konsulent i Produktionsskoleforeningen, er forklaringen til dels at den lave arbejdsløshed gør det lettere for de unge at få et ufaglært arbejde.
- Samtidig betyder regeringens målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, at mange af de, der plejede at gå på produktionsskole, nu starter direkte på de tekniske skoler, siger hun til Arbejderen.
Også flere af eleverne på Hejrevej skal videre på teknisk skole, selvom der stilles helt anderledes faglige krav, end de er vant til.
Samme dag som de sagde farvel til deres produktionsskole, var undervisningsministeren kaldt i samråd om, at hver fjerde elev på netop de tekniske skoler dropper ud i løbet af det første år.
Bo Kjærulf er ikke i tvivl om, at der er en sammenhæng med nedprioriteringen af produktionsskolerne.
- Vi hører fra den kommunale vejledning, at de visiterer mange unge til de tekniske skoler, som egentlig ikke er klar til det, påpeger han.
Elever på produktionsskolerne er som regel unge, der har svært ved at finde ud af hvad de vil, eller som står bogligt eller socialt svagt.
- Når man tvinger dem til at starte på trin tre i stedet for trin et i uddannelsessystemet, tildeler man dem et sviende nederlag, når de falder fra. Så er det meget svært at starte forfra på det nederste trin igen. På den måde smadrer man jo selv 95-procents målsætningen, fastslår Bo Kjærulf.
På produktionsskolerne er lærerkontakten tættere end på de tekniske skoler og bliver fulgt op af intensiv socialfaglig vejledning.
- Det betyder, at vi får fat i mange af de unge, der har svært ved at klare en ungdomsuddannelse i første omgang, forklarer Tina Thode.
Produktionsskoleforeningen frygter, at skolelukningerne kan blive fatale for skoletypen.
- Spørgsmålet er, hvor mange lukninger området kan klare, siger Tina Thode.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278