I dag skal omkring 3000 københavnske socialdemokrater diskutere, hvorfor partiet fik det dårligste valgresultat i 80 år
Op mod 300 københavnske socialdemokrater strømmer i dag klokken 17 til første lektion i Den Røde Skole på Artillerivej 30.
De fem initiativtagere til skolen, Ritt Bjerregaard, Peter Aalbæk Jensen, Louise Høst, Jan Salling og Kasper Fogh Hansen, havde forventet 30-40 deltagere, men interessen har overvældende.
- 370 medlemmer har vist interesse for initiativet, fortæller den københavnske organisationssekretær Diana Kofod til Arbejderen.
Første møde skal handle om 'den brændende platform vi efter de to sidste folketingsvalg må siges at befinde os på', skriver initiativtagerne. Og ifølge Diana Kofod er det boligpolitikken, som konkret skal diskuteres.
Initiativtagerne har programsat korte indspark til debatten, 'men ellers er det et diskussionsforum, hvor ingen har patent på løsningerne.'
Baggrunden for at åbne Den Røde Skole er det dårligste valgresultat i mere end 80 år.
'Vi fik ikke væltet regeringen, vi slog ikke Fogh, blev ikke det største parti og gik ikke frem trods seks år med den borgerlige regering. Et på alle måder utilfredsstillende resultat. Det havde ingen af os troet var muligt efter den kolossale nedtur, vi oplevede i 2005', skriver de fem i indkaldelsen.
Den københavnske overborgmester, Ritt Bjerregaard, kritiserer manglen på substans i Socialdemokraternes politik.Hun mener, at partiet blev bange for sin egen skygge under valgkampen, og at strategien derfor blev at skræmme færrest muligt væk.
- Jeg tror det har været svært for vælgerne at se forskel på regeringens og Socialdemokratiets politik. Hvis regeringen ønskede et skattestop, ønskede Socialdemokraterne det samme, hvis regeringen sagde noget om indvandrerpolitikken, mente Socialdemokraterne det samme, siger hun til Radioavisen.
Interessen for initiativet har været stor også uden for København. Socialdemokrater over hele landet har reageret på initiativet og foreløbig er der dukket to filialer op i Kalundborg og Helsingør.
I partiets ledelse er skolen blevet mødt med skepsis. Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, mener, at partiet risikerer at blive splittet af initiativet. Han vil ikke selv deltage i skolen ligesom partiformand Helle Thorning-Schmidt heller ikke vil.
Det vil til gengæld den tidligere S-formand, Mogens Lykketoft samt Mette Frederiksen, næstformand i folketingsgruppen.
- Det centrale er, at københavnerne vil have en offensiv diskussion om, hvad der skal være vores politik og strategi. At jeg ikke er enig i alt, hvad der står i oplægget, skal ikke skygge for, at det er en nødvendig diskussion, siger Mette Frederiksen til Berlingske Tidende.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278