BUPL opfordrer de offentlige grupper til at stå sammen på tværs af forbund. 1500 tillids-repræsentanter går hjem og sætter handling bag OK-kravene
Stilhed før stormen.
Sådan karakteriserede Henning Pedersen, formand for pædagogernes forbund BUPL, den aktuelle situation i overenskomstforhandlingerne, da han i går gjorde status foran næsten 1500 tillidsrepræsentanter i Fredericia Messecenter.
- Alle venter på de afgørende lønforhandlinger på det kommunale område, der går i gang den 15. februar. Lige nu peger alle scenarier i retning af en konflikt, siger Ulla Nygaard, næstformand i BUPL Århus, under en pause i mødet.
Stormødet er det hidtil mest velbesøgte af de tre, forbundet har holdt de sidste par år. Alene BUPL Århus deltager med 185 tillidsrepræsentanter. Stemningen er i top og det samme er mobiliseringen.
- Nu går vi hjem, mobiliserer og sætter gang i lokale aktiviteter. I første omgang for at få lagt det maksimale pres på forhandlingerne, men det virker som om folk er parate til at tage den konfrontation, som regeringen lægger op til, hvis det bliver nødvendigt, lyder det fra den århusianske næstformand.
Problemerne i pædagogbranchen er til at få øje på. For hver dag bliver det stadig sværere at få besat ledige stillinger. Det skal der laves om på, lyder signalet fra stormødet.
- Pædagogerne vil ikke længere finde sig i dårlig løn og dårlige arbejdsforhold. Vores krav er fuldt ud rimelige krav. Det samme er kravene fra alle andre offentlige grupper og kun ved at stå sammen, kan vi få resultater hevet hjem, mener Ulla Nygaard.
Hun er overbevist om, at alle har hentet stor inspiration fra mødet til lokale aktiviteter. En af de ideer, deltagerne kan tage med sig hjem, går på uddeling af rundstykker sammen med budskabet 'Vi plejer at få krummer - nu vil vi have brød på bordet'.
- I BUPL Århus har vi allerede besluttet at invitere til reception den 20. februar. Her åbner vi 'Café lønløft', der vil holde åbent hver torsdag. Torsdag i næste uge skyder vi lønforhandlingerne i gang med en happening om løngabet mellem offentligt og privat ansatte. Og så møder vi selvfølgelig op til det TR-møde for alle tillidsrepræsentanter under Den Kommunale Fællesrepræsentation i Århus Kommune, som holdes den 27. februar, slutter Ulla Nygaard.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278