05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fogh skal slå i bordet

Fogh skal slå i bordet

Fredag, 08. februar, 2008, 00:00:00

Malernes Fagforening vil have regeringen til at sætte en stopper for at andre EU-lande omstøder afgørelser truffet i det danske fagretslige system

Regeringen skal slå i bordet næste gang, den deltager i EU-ministerrådsmøde.
Det mener Bo Rosschou, næstformand i Malernes Fagforening i København, efter at han i går havde foretræde for Folketingets Europaudvalg.
Her fremlagde han sammen med repræsentanter fra Byggefagenes Samvirke det svar, som udenrigsminister Per Stig Møller har givet i sagen om det polske firma Gal-Met.
Firmaet blev sidste år pålagt at betale en tidligere ansat, der havde været udstationeret i Danmark, et løntilgodehavende på 86.000 kroner.
Gal-Met genrejste sagen ved en polsk domstol og her lød dommen, at firmaet har ret til at få tilbagebetalt den løn, som den danske fagforening tidligere havde sikret den ansatte.
Det lykkedes ikke Per Stig Møller at gribe ind før den første polske dom faldt ud til arbejdsgiverens fordel. Firmaet er nu på vej med en tilsvarende tilbagebetalingssag mod to andre polske bygningsarbejdere, der ved fagretlig afgørelse i Danmark har fået tilkendt 136.000 kr.
- Derfor er der al mulig grund til, at sagen bliver rejst politisk, og at sagen bliver taget op på ministerplan i EU. Per Stig Møller har svaret, at han har stor forståelse for, at der skal gøres noget for at forsvare den danske model. Men han har samtidig sendt den videre til beskæftigelsesministeren, siger Bo Rosschou til Arbejderen.
- Retten i Polen sætter det danske overenskomstsystem ud af kraft og det er i modstrid med Østaftalen, som er vedtaget af det danske Folketing. Vi kan ikke forsvare det danske overenskomstsystem, hvis danske retsafgørelser fremover blot kan laves om i Polen, mener han.
Bo Rosschou vil holde politikere op på deres løfter, men også rette en henvendelse til arbejdsgiverne.
- Vi vil forsøge at få Dansk Byggeri til at medvirke til, at der findes en form i det fagretslige system, der gør det vanskeligere eller helt forhindrer en arbejdsgiver fra et andet EU-land i at kratte penge til sig på den her måde, siger han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. feb. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland