05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Studerende i samlet protest

Studerende i samlet protest

Onsdag, 13. februar, 2008, 00:00:00

Studerende danner fælles front mod finanslovens trussel om nedskæringer. Aktiviteterne kulminerer i stordemonstrationer den 4. marts

Tirsdag den 4. marts vil de største danske byer genlyde af vrede studerendes protestråb mod regeringens finanslovsforslag, der varsler massive nedskæringer i hele uddannelsessystemet.
Gymnasieelever, handelsskoleelever og erhvervsskoleelever har dannet fælles front og arrangerer frem til 4. marts næsten dagligt aktioner og happenings mod nedskæringerne, ligesom der forventes elevstrejker på flere af skolerne.
På et møde i går aftes sluttede studerende fra universiteterne og de mellemlange videregående uddannelser sig til det fælles arbejde. De ventes at komme med som anbefalere af demonstrationen.
- Det er en historisk stærk alliance. Det betyder, at vi står stærkere i protesterne og er også med til at styrke vores fællesskabsfølelse og politiske kampgejst, siger formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Gry Poulsen, til Arbejderen.
Regeringen vil med sit finanslovsforslag spare i alt 431 millioner kroner i hele uddannelsessystemet.
Gymnasierne skal spare cirka 53 millioner kroner, mens handelsskolerne må bidrage med 20 millioner og erhvervsuddannelserne med over 50 millioner.
- Det vil betyde, at skolerne bliver nødt til at spare på undervisningen. Flere lærerfri timer, færre timer på skemaet og større klassestørrelser er nogle af de konsekvenser, vi frygter, siger formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation, Jonathan Simmel, til Arbejderen.
De tekniske skoler står i en vanskelig situation, fordi en ny lov pålægger dem en række opgaver efter sommerferien, som at iværksætte mentorordninger. Der er ikke givet ekstra bevillinger til opgaverne, og derfor bidrager de til de røde tal i budgettet, som finanslovsforslaget nu truer med.
- Den nye lov er lavet for at mindske det store frafald på de tekniske skoler. Men de kommende nedskæringer vil med største sandsynlighed få frafaldet til at stige endnu mere, advarer Jonathan Simmel.
At nedskæringer vil gøre ondt på de studerendes hverdag, er noget man kan mærke på uddannelsesstederne. Alene i denne uge har loven været diskuteret på stormøder i Kalundborg, Maribo og Nakskov.
- Der er en utrolig stor vilje til at reagere på der her ude på skolerne. Finansloven bliver diskuteret og der er en vrede og et politisk engagement, vi ikke har set magen til før, fastslår Gry Poulsen.
Efter 4. marts vil uddannelsesorganisationerne fortsætte presset på politikerne for at få nedskæringerne på uddannelsesområdet taget af bordet, inden der stemmes om finansloven i midten af april.

www.dgsnet.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. feb. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland