Mens PET har fået stadig større beføjelser, er kontrollen med tjenesten slet ikke fulgt med. Det skal der gøres noget ved, mener Institut for Menneskerettigheder
Udvisningen af to tunesiske statsborgere, der er mistænkt for at ville myrde en bladtegner, sætter retssikkerheden under pres.
Det mener Institut for Menneskerettigheder. De to står til udvisning uden at have været for en domstol.
- Vi er nødt til at fastholde individets helt grundlæggende rettigheder i bekæmpelse af terror. Derfor er det også nødvendigt, at vi holder en vis kontrol med PET, siger Christoffer Badse fra Institut for Menneskerettigheder.
Ifølge ham giver Den Europæiske Konvention om Menneskerettigheder faktisk mulighed for at udvise mennesker, der vurderes som en trussel mod den nationale sikkerhed. Men det kræver, at mordplanen udgør en trussel mod hele samfundet.
- Den vurdering tager man bare i et lukket forum, og det sætter individets retssikkerhed under pres, mener Christoffer Badse. Han efterlyser en bedre kontrol med PET`s arbejde, så den bliver tidssvarende i forhold til dens nye beføjelser efter terrorlovene.
Han foreslår blandt andet, at en uafhængig instans skal kunne kontrollere grundlaget for PET`s vurderinger. Dermed er han på linje med formanden for Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Henrik Stagetorn, som foreslår en model, hvor PET`s beviser kan holdes hemmelige, samtidig med at efterprøves ved en domstol. En sådan praksis findes i Storbritannien.
- Beviserne er først prøvet for en domstol, hvor nogle særligt udvalgte advokater og dommere har vurderet, om der er belæg for den påstand, at man er til fare for statens sikkerhed, siger Henrik Stagetorn til DR Nyhederne.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech lod i går forstå, at hun ikke er særlig tryg ved at bruge udvisningsparagraffen i Udlændingeloven, som er det juridiske grundlag for udvisningen af de to tunesere. De eneste som har set PET`s beviser i sagen er integrationsministeren og justitsministeren, som har godkendt udvisningerne.
Kritikken blev kort efter afvist af vicestatsminister Bendt Bendtsen, som slår fast, at reglerne om administrativ udvisning uden domstolsafgørelse ikke bliver ændret.
De to udviste tunesere blev i går fremstillet i Københavns Dommervagt. Her kom det frem at de vil klage til integrationsministeren over beslutningen om at udvise dem fra Danmark, skriver Ritzau. De blev begge fængslet i 27 dage frem til den 12. marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278