Det tyrkiske militær siger de har dræbt 175 PKK-soldater. Et menneskeretsprojekt mener, at Tyrkiet bomber civile for at destabilisere det kurdiske selvstyre
Tyrkiets regeringsleder Recep Tayyip Erdogan forsøger ikke at skjule, at hans land bomber i det nordlige Irak.
Da Erdogan for godt en uge siden deltog i den store årlige sikkerhedskonference i München sagde han, at bombningerne vil fortsætte:
- Vi fortsætter til vi vinder, sagde den tyrkiske præsident i München blot få dage efter de seneste bombetogter ind over grænsen til nabolandet. De tyrkiske krigsfly skal have bombet mindst 70 mål under en operation mandag den 4. februar. Det var femte gang der blev kastet bomber mod kurderne i det nordlige Irak siden midten af december, skriver det norske dagblad Klassekampen.
Det tyrkiske parlament gav allerede i oktober grønt lys for operationer ind i Irak.
Det tyrkiske militær hævder, at man koncentrerer sig om at ramme lejre, hvor PKK`s militser holder til. Man oplyser, at mindst 175 PKK-soldater er blevet dræbt.
Men talsmænd for et kurdisk menneskerettigheds-projekt i London (KHRP) kritiserer Tyrkiet for at bombe civile mål med det formål at destabilisere området. KHRP rapporterer om civile dræbte og tusinder, som er drevet på flugt.
Repræsentanter fra menneskerettigheds-projektet i London har rejst rundt i de områder, der er blevet bombet af de tyrkiske fly. I en rapport skriver de, at 'de militære operationer har resulteret i dødsfald og skader på civile samt ødelæggelse af levebrød, landbrugsjord og ejendom'.
KHRP antyder, at det tyrkiske militær med vilje bomber civile. Tyrkiets bombning har 'tjent det formål at underminere selvstyremyndighedernes autonomi', skriver organisationen.
Stærke kurdiske kræfter i det nordlige Irak arbejder for at sikre kurdisk selvstændighed i Nordirak.
Ankara anklages for at have ført en kampagne for at underminere det kurdiske selvstyre siden 1990`erne, og at det bliver koordineret med Syrien og Irak, skriver Klassekampen. Det kurdiske område er delt mellem Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Et selvstyret Nordirak ses som en trussel hos regeringerne i Ankara, Teheran og Damaskus.
Medlemmerne af KHRP påpeger også i deres rapport, at både Tyrkiet og Syrien har forsøgt at påvirke udfaldet af striden om, hvor oliebyen Kirkuk skal høre til. Om den skal være en del af det kurdiske, autonome Nordirak eller om Kirkuk skal høre sammen med det centrale Irak.
De frygter, at kurdisk kontrol over den olierige by skal styrke det kurdiske selvstyre, og at et stærkt irakisk Kurdistan skal styrke de kurdiske bevægelser i nabolandene, skriver Klassekampen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278