Ny overenskomst til 174.000 statsansatte har en samlet økonomisk ramme på 12,8 procent. Aftalen løber over tre år. Hverken FOA eller Dansk Sygeplejeråd er tilfredse
174.000 statsansatte akademikere, politifolk og ansatte ved forsvaret er blandt dem, der har udsigt til en ny tre-årig overenskomst.
I går underskrev forhandlingsparterne fra Finansministeriet og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) et forlig, der har en samlet økonomisk ramme på 12,8 procent.
- Forliget imødekommer de høje forventninger, der har været blandt de statsansatte til markante lønstigninger og forbedringer af pensionen. Og forliget sikrer, at de statsansatte får en lønudvikling, der kan matche den private lønudvikling, siger Sine Sunesen, der har stået i spidsen for lønmodtagerne i forhandlingerne.
Tilfredsheden deles af Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), der har siddet på den anden side af forhandlingsbordet. For ham har nøgleordet været fleksibilitet.
- Vi har med forliget sikret pæne reallønsstigninger, som også er samfundsøkonomisk ansvarlige, udtaler han.
Forliget har været ventet med spænding af resten af det offentlige arbejdsmarked, fordi staten plejer at sætte rammerne for overenskomsterne for de ansatte i kommuner og regioner.
Forhandlingerne på det kommunale område gik i gang få timer efter at statsforliget var underskrevet i går.
Det er Anders Bondo Christensen, der som formand for forhandlingsfællesskabet KTO, leder slagets gang på vegne af de kommunalt ansatte. Arbejderen forsøgte i går forgæves at få fat på ham for en vurdering af mulighederne for et forlig i kølvandet på statens aftale. Ifølge Politiken kalder han det statslige forlig for 'det bedste statsforlig siden 1987'.
Dennis Kristensen, formand for KTO-fællesskabets største medlemsorganisation FOA, er ikke tilfreds med udsigten til en lønstigning på 12,8 procent til de kommunalt ansatte.
- Jeg ville ikke kunne forestille mig, at vi kan indgå sådan et forlig. Vi skal minimum have halvanden procent mere end de statsansatte, siger han.
Heller ikke sygeplejerskerne er tilfredse:
- Jeg mener ikke, at jeg kan lave et forlig indenfor den ramme. Det rækker ikke til de lønstigninger, vi skal have i sundhedskartellet. Vi har et historisk lønefterslæb, det skal vi hale ind på', siger Connie Kruckow, formand for Dansk Sygeplejeråd.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278