Sociale nedskæringer og nul-tolerance i visitations-zonerne har antændt de sociale uroligheder, som længe har ulmet, påpeger Khalid Alsubeihi, formand for Fædregruppen

Døren til Caravan-bageriet på Nørrebrogade giver et lille klemt, og en gråhåret herre lukker en smule klart formiddagssolskin ind til wienerbrødet og de små caféborde.
- Nu må du se at kalde drengene til orden. Det går jo ikke, at de brænder folks biler af, siger den ældre kunde, mens han betaler for sine thebirkes.
- Vi gør hvad vi kan, svarer Khalid Alsubeihi, og flytter lidt på det dannebrogsflag, som står fremme på disken.
Den rolige, 30-40 årige dansk-palæstinenser er formand for Fædregruppen på Indre Nørrebro. Med sine 70 frivillige mødre og fædre og næsten 300 på telefonkæde knokler gruppen året rundt for at give bydelens rodløse unge et holdepunkt i tilværelsen.
Men deres lektiehjælp, sportsaktiviteter og opsøgende gadearbejde har hårde odds. Siden kommunen sidste år skar støtten væk, har Khalid Alsubeihi skiftet det sociale arbejde ud med et deltidsjob i bageriet, og gruppen kører udelukkende med frivillig arbejdskraft. Samme skæbne har mange lignende tilbud lidt, og her mener Khalid Alsubeihi, at en stor del af forklaringen til de sidste ugers sociale uroligheder kan findes.
- Kommunen har skåret alt forebyggende arbejde væk og koncentrerer sig udelukkende om de unge, der allerede er i kontakt med systemet. De bebrejder os og forældrene, når det galt, men det er dem, der skærer ned. Hvis ikke kommunen tager deres ansvar, frygter jeg, at vi kun har set begyndelsen, siger Khalid Alsubeihi til Arbejderen.

Op med de sorte arme
Fædregruppeformanden bor selv midt i visitationszonen Indre Nørrebro. Han fortæller om en hverdag med daglige visitationer og ydmygelser for de unge, som kan risikere at blive stoppet med få minutters mellemrum af forskellige politipatruljer.
- 'Få de sorte arme op', kan de for eksempel råbe. De er meget grove i deres sprog, og det er aldrig danske unge, der bliver stoppet, understreger Khalid Alsubeihi.
De unge oplever ikke kun diskriminationen i dagligdagen på gaden, hvor de bor, siger Khalid Alsubeihi. Går de til politiet med anmeldelser af vold eller tyveri bliver deres sager syltet. I skolen møder de lærere som taler nedladende om deres religion, kultur og forældre. Og gør de noget galt, får de at vide af medier, politikere og offentlighed, at de kan smutte tilbage, hvor de kommer fra.
- Vi taler om unge, der er født og opvokset i Danmark. De har gået i danske vuggestuer og skoler. Den eneste relation de har til deres oprindelige hjemland, er en ferierejse hvert andet eller tredje år. De føler sig som danskere. De har prøvet at gøre, som der forventes af dem. De har prøvet at kæmpe sig gennem uddannelsessystemet. Når de så kommer ud i samfundet, finder de ud af, at der ikke gælder de samme rettigheder for dem som for alle andre. Nu har de fået nok: Vi vil ikke trædes på mere, siger de, forklarer Khalid Alsubeihi.

Skriv et læserbrev
Selv ville Khalid Alsubeihi ønske, at de unge organiserede sig politisk og brugte midler som læserbreve eller demonstrationer til at give luft for deres frustrationer.
Men så lige til er det ikke, forklarer han.
- De unge kommer alle fra en meget svag social baggrund. Deres forældre er fattige og mange har psykiske problemer som følge af krigs- og torturtraumer. De fleste får ingen hjælp, og de unge har ikke lært hjemmefra, at der er andre måder at give udtryk for frustrationerne. Samtidig har mange af dem, jeg taler med, totalt mistet troen på, at de kan påvirke noget som helst i det danske samfund, sukker Khalid Alsubeihi beklagende.
Troen på demokratiet mister de, hver gang deres utilfredshed bliver forklaret med deres tro og kulturelle baggrund, mener formanden. Det er med til at give dem følelsen af, at de ikke hører rigtigt til.
- Vi tænker automatisk, at det er dem, der er noget galt med, når de ikke føler sig som en del af samfundet. I stedet kunne vi spørge os selv, hvorfor de føler sådan, og se på, hvad der er galt med samfundet, lyder Khalid Alsubeihis anbefaling.
Løsningen på de sociale problemer mener Khalid Alsubeihi skal findes i deres centrum, hos de unge selv. Politikerne skal inkludere de unge og forældrene og lytte til dem, når de fortæller, hvorfor problemerne opstår.
Regeringspartiernes forslag om strammere love og straf til forældrene har han ikke meget tilovers for.
- Hvordan kan de foreslå nul-tolerance og økonomisk straf som løsning, når det er roden til problemet? Løsning er at standse den hadske politik, der adskiller og graver grøfter mellem befolkningsgrupper, og begynde at se på alle danskere som en del af samfundet, fastslår Khalid Alsubeihi.
Imens fortsætter hverdagen på Indre Nørrebro, og kunder fra hele verden kommer og går i bageriet. Den spændte stemning, der gengives i nyhedsudsendelserne, er svær at få øje på en formiddag på Nørrebrogade.
- Det er et dejligt job. Det giver god mulighed for at tale med alle slags mennesker. Selvom jeg hellere ville kunne bruge hele min dag med arbejdet i Fædregruppen, smiler Khalid Alsubeihi.