04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rod i rådighedsregler

Rod i rådighedsregler

Torsdag, 21. februar, 2008, 00:00:00

Det er endnu ikke afklaret, om de arbejdsløses rådighed skal vurderes ud fra loven eller fra en meddelelse til a-kasserne udsendt egenrådigt af Claus Hjort

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) nye krav, om at arbejdsløse skal søge fire job om ugen, er helt ude i skoven, mener Torben D. Jensen, sekretariatsleder i a-kassernes interesseorganisation AK-Samvirke.
Det skærpede krav blev stillet, efter at en rapport fra Rigsrevisionen påpegede, at a-kassernes administration af rådighedsreglerne er forskellig.
- Meddelelsen til a-kasserne er sendt ud i nattens mulm og mørke dagen efter beretningen fra Rigsrevisionen. Beslutningen om at stramme op på kravene til de arbejdsløse er taget egenrådigt af beskæftigelsesministeren uden om de naturlige parter på arbejdsmarkedet og i a-kasserne, lyder Torben D. Jensens kritik.
Ministerens fremgangsmåde har fået de to hovedorganisationer FTF og LO til at beskylde ministeren for at handle mod gældende regler og normal praksis, når der skal ændres på regler for arbejdsløse.
I et brev gør organisationerne det klart, at arbejdsmarkedets parter altid bliver taget med på råd. Derfor er ministerens ageren ikke kun et brud på praksis:
'...det er reelt en direkte overtrædelse af Arbejdsløshedslovens § 62 stk. 2. Det må vi klart tage afstand fra,' skriver FTF-formand Bente Sorgenfrey og LO`s næstformand Lizette Risgaard.
Efterfølgende er der holdt et møde med embedsmænd fra Beskæftigelsesministeriet for at få på det rene, om der er tale om nye regler eller ej. Mødet har ikke gjort sagen mindre speget, mener AK-Samvirkets sekretariatsleder.
- Nu hedder det pludselig, at der ikke er tale om nye regler, men at det er en tilkendegivelse fra ministeriet. Men vi har ikke kunnet få svar på, om tilsynet med a-kassernes rådighedsvurderinger bliver baseret på reglerne om rådighed i paragraf 25 i arbejdsløshedsloven eller på den såkaldte tilkendegivelse fra ministeren.
Torben D. Jensen efterlyser derfor en hurtig afklaring, så både a-kasser og arbejdsløse ved, hvad de skal rette sig efter.
- I loven og den medfølgende bekendtgørelse står der intet om, hvor mange job den arbejdsløse skal søge. Det er ikke længere tid siden end sidste år, at man nåede frem til, at en bestemt angivet norm ikke duer og intet siger om rådigheden. Hvis ministeren vil have det lavet om, må han rejse sagen politisk. Får han så flertal, kan han lave loven om, og vi retter ind, uanset hvor uenige vi måtte være, lyder det fra Torben D. Jensen.
Sagen bliver rejst politisk. Thomas Adelskov, Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, har bedt Claus Hjort Frederiksen svare på en række spørgsmål. Afhængig af svarene kan sagen blive et anliggende mellem forligsparterne bag velfærdsforliget 2006, vurderer AK-Samvirkets sekretariatsleder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. feb. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland