04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klagesystem skal undersøges

Klagesystem skal undersøges

Tirsdag, 26. februar, 2008, 00:00:00

Europarådets Torturkomité kommer til Danmark i 2008 blandt andet for at undersøge det danske politiklagesystem

Europarådet har i årevis kritiseret det danske politiklagesystem for, at klagernes behandling ikke lever op til kravene i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nu har Europarådets Torturkomité, CPT, bebudet, at de kommer til Danmark i 2008 - blandt andet for at se dette system efter i sømmene.
Politiklagesystemet er blevet aktuelt i kølvandet på den sociale uro på Nørrebro. En gruppe unge indvandrere har i et offentlig brev beskyldt politiet for bevidst at kropsvisitere efter hud- og hårfarve.
Efter et personligt møde med to af de unge fra Nørrebro henviste Københavns Politidirektør Hanne Bech Hansen i forrige de unge til at klage, hvis de følte sig uretfærdig behandlet. Hun udtalte i den forbindelse til Politiken, at 'vi har nogle klagesystemer, der skal undersøge sagen'.
Men det danske politiklagesystem, der stammer fra 1996, er i årevis blevet stærkt kritiseret i både ind- og udland. Systemet kritiseres især for at udelukke en uvildig bedømmelse.
I 2006 blev der truffet 906 afgørelser i forbindelse med klager over politiet. Af dem var de 379 klager over politiets adfærd. Heraf førte otte til kritik af politibetjenten, og syv mere blev beklaget af nævnet, men førte ikke til kritik af betjenten. 210 blev afvist som ubegrundet mens 129 blev forligt i politikredsen. Det fremgår af Rigsadvokatens beretning 2006.
Det er de seks regionale statsadvokater, der afgør klager over politiet. Før afgørelsen sendes sagen til orientering i et Politiklagenævn. Det består af en advokat og to ikke-jurister. De kan udtale sig om sagen, men statsadvokaten behøver ikke rette sig efter den.
Det har en lang række internationale organisationer kritiseret, blandt andet Europarådets menneskerettighedskommissær, som i 2004 kritiserede det danske system for manglende uafhængighed.
Amnesty International siger ligeledes i et notat fra 2005, at det bør være en domstol, som vurderer beviserne og træffer en afgørelse. Dermed kan både klagerne, den anklagede betjent og samfundet have tillid til, at afgørelsen er i orden.
I oktober 2006 nedsatte justitsministeren et udvalg, der skulle gennemgå og vurdere det eksisterende klagesystem. Det arbejder stadig på sagen.
I forbindelse med den europæiske torturkomités besøg i Danmark hører KRIM gerne fra borgere, som er bekendt med eksempler på dårlig behandling af indsatte i fængsler og arresthuse eller disses pårørende.
'Vi vil også gerne have eksempler på politiklagesager, hvor statsadvokaterne eller rigsadvokaten mere eller mindre kritikløst har givet politiet medhold i, at der ikke var noget at kritisere i klagesager. Desuden modtager vi gerne eksempler på klagesager, hvor kriminalforsorgen har afvist rimelige klager fra indsatte eller disses pårørende. Endelig vil vi gerne høre fra borgere, som forgæves har søgt erstatning for overgreb fra politiet eller fængselsmyndighederne', skriver advokat Claus Bonnez på KRIM`s hjemmeside.

Læs mere på www.krim.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. feb. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland