04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FOA forhandler solo

FOA forhandler solo

Torsdag, 28. februar, 2008, 00:00:00

FOA forlader KTO-forhandlinger. BUPL vælger at blive, men er enig med FOA i at afvise et samlet resultat på statens niveau

FOA, det største forbund i overenskomstfællesskabet KTO, tror ikke længere på en samlet KTO-aftale.
Tirsdag meddelte formand Dennis Kristensen, at forbundet trækker sig fra de videre overenskomstforhandlinger ved KTO-bordet. FOA forhandler i stedet selv såvel generelle som egne krav.
- Vi kan i modsætning til de organisationer, som i disse dage indgår aftaler for deres medlemmer, ikke se blot et omrids af, hvad arbejdsgiverne vil i forhold til FOA`s medlemsgrupper. De kommunale arbejdsgivere har tydeligvis fravalgt FOA i bestræbelserne på at få et forlig i hus, forklarer Dennis Kristensen.
Beslutningen er truffet efter en diskussion i KTO-fællesskabet om målet med en eventuel konflikt. Her kunne man ikke blive enige, og det ærgrer Dennis Kristensen.
- FOA går stadig efter at hente de kommunalt og regionalt ansattes lønefterslæb i forhold til det øvrige arbejdsmarked og få slået hul på den markante lønforskel mellem de traditionelle kvindefag og de traditionelle mandefag, understreger forbundsformanden.
BUPL`s formand Henning Pedersen mener, at de offentligt ansatte står stærkere i et samlet KTO. Han beklager derfor FOA`s beslutning.
- FOA må have vurderet, at de vil kunne opnå et bedre resultat ved at forhandle selv. Det er deres beslutning. BUPL vælger at blive i KTO, og satser stadig på at opnå et resultat gennem det store forhandlingsfællesskab, siger Henning Pedersen til Arbejderen.
Han understreger, at BUPL og KTO-fællesskabet, faktisk er enige om, at de offentlige skal have halet ind på lønefterslæbet i forhold til det private, og at den samlede økonomiske ramme skal op over statens 12,8 procent, som også Dennis Kristensen påpeger.
Til gengæld mener Henning Pedersen ikke, at FOA`s beslutning får betydning i forhold til de enkelte forbunds videre forhandlinger med Kommunernes Landsforening (KL). Således heller ikke for BUPL, der var kaldt til forhandlingsmøde i går eftermiddags.
Uanset hvordan man vender og drejer FOA`s skridt, så vil det blive forsøgt udnyttet af arbejdsgiverne til at slå kiler ind i de offentligt ansattes sammenhold, vurderer Ulla Nygaard, fra Kommunistisk Partis faglige udvalg.
- Det gælder stadig om at stå fast på medlemmernes krav. Derfor er det vigtigt, at man nu lokalt udvikler aktiviteter på tværs af fagene, der kan understøtte kravene, siger hun til Arbejderen.
Alle offentlige forbund skal senest fredag afsende strejkevarsel til arbejdsgiverne, hvis en konflikt skal kunne starte 1. april, hvor de nuværende overenskomster udløber.
Henning Pedersen forventer stadig, at BUPL afsender strejkevarsel med baggrund i, at der ikke er kommet et samlet KTO-resultat.
- Så må vi se, om vi også skal begrunde et strejkevarsel med manglende resultat af forbundets egne forhandlinger, siger han på vej til forhandlinger med KL.
KL har foreløbig indgået aftaler med forbundene for 70.000 lærere, 10.000 akademikere og senest knap 20.000 socialpædagoger.
Ud over forhandlinger mellem KL og de enkelte forbund i KTO er der stadig gang i forhandlingerne mellem arbejdsgiverne og organisationerne i Sundhedskartellet. De mødtes ligeledes i går.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. feb. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland