04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politiet fordobler antallet af aflytninger

Politiet fordobler antallet af aflytninger

Lørdag, 01. marts, 2008, 00:00:00

Politiets brug af telefonaflytninger i efterforskningen af grov kriminalitet er steget med 50 procent i perioden 2004-2006. Det viser tal fra Rigspolitiet

2054 gange i 2006 var politiet med på en lytter. I 2004 var tallet 1361 - en stigning på 50 procent. Tallet er dog langt højere, idet opgørelsen fra Rigspolitiet ikke medregner de telefonaflytninger, som PET står for.
Det er Netavisen Newspaq, der har været en tur i Rigspolitiets statistikker. Stigningen overrasker ikke forsvarsadvokat Thorkild Høyer.
- Stigningen afspejler, at telefonaflytning i stigende grad er en fast del af politiets efterforskning i almindelige kriminelle sager, siger han til Arbejderen.
- Det er utroligt, som folk pludrer i sådan en telefon, siger han.
Thorkild Høyer understreger, at der er rimelig skarp kontrol med telefonaflytning i almindelige kriminalsager. Især i forbindelse med transport og salg af narkotika.
- Det skal forelægges for en dommer og godkendes, forsvarsadvokaten har adgang til alt materiale, og aflytningen bliver taget ned, så snart der ikke mere er brug for den. Så på den måde griber det ikke ind i den almindelige borgers informationsfrihed, siger Thorkild Høyer.
Samtidig understreger han, hvor vigtigt det er, at der er helt klare og skarpe grænser for hvornår og hvordan politiet får adgang til at gribe ind i folks privatliv.
- Hvis ikke kan det hurtigt blive en glidebane, som det er sket omkring PET`s udvidede adgang til at aflytte almindelige borgere, siger Thorkild Høyer.
PET fik frie hænder til aflytning med terrorpakke nummer to fra 2006. Hvor mange der aflyttes vil tjenesten ikke oplyse, men ifølge Thorkild Høyer aflyttes almindelige borgere systematisk, især muslimer. Det skubber i retning af radikalisering.
- Samfundet accepterer dem åbenlyst ikke, som de er. De føler sig med god grund overvåget, og at omgivelserne har vendt sig mod dem, siger Thorkild Høyer.
Samfundet slår sig selv oven i hovedet med den form for overvågning, og at det skal man være forsigtig med.
- Det kommer nemt til at modarbejde formålet med at integrere, slutter Thorkild Høyer.
Kriminalpolitiet fik øget sin adgang til at aflytte i sager om grov kriminalitet i forbindelse med den såkaldte 'rockerlov' fra 2003.
Kim Klivers fra Rigspolitiets Nationale Efterforsknings Center forklarer stigningen i antallet af telefonaflytninger med, at mistænkte nu benytter sig af flere forskellige mobiltelefoner, så der er flere telefoner som skal aflyttes, selvom der ikke er flere personer som aflyttes. Der føres ikke statistik på området.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. mar. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland