iVi skal kæmpe for at pædagogisk arbejde bliver mere respekteret, fastslår to lærer-studerende, der tirsdag var på gaden i protest mod finansloven

af Lena Chamorro
Solen skinner over Nørreport og lærerseminariet, N. Zahles Seminarium, der ligger lige ved siden af.
Jeg er på vej ind for at møde to kvinder. To kvinder som kan, vil og tør.
Line Hjarsø er 22 år, læser til lærer på andet år, er formand for De Studerendes Råd på seminariet og sidder som studenter-repræsentant i seminarierådet.
Karen K. Sørensen er 24 år, tredjeårs-studerende, netop valgt ind i bestyrelsen i Professionshøjskolen København og formand for De Studerendes råd.
Det er tirsdag den 4. marts. Studerende og elever planlægger protester imod finansloven, som lægger op til omfattende nedskæringer på uddannelserne. Zahles Seminarium danner rammen om et arrangement for de studerende ved Professionshøjskolen København. Professionshøjskolen omfatter blandt andet uddannelserne for lærere, sygeplejersker og pædagoger.
Karen K. Sørensen og Line Hjarsø har ligget vandret, siden det for halvanden uge siden blev besluttet at holde arrangementet.
- Det er os i Professionshøjskolens Studerendes Råd, der har stået for rammerne omkring arrangementet, og Karen og jeg har så stået for det praktiske med at kontakte pressen, skaffe taler og musik, tale med politiet om ruten og formidlingen til de studerende, fortæller Line Hjarsø.
Der er en hektisk aktivitet for at få det hele til at klappe, når deltagerne fra Professionshøjskolen kommer. Skilte bliver malet, bannere hængt op og musikudstyret til dj`en, Kid Kishore, sat til.
Men endelig er det hele parat og programmet kan begynde.

Får intet forærende
Karen K. Sørensen lægger ud med en velkomsttale, hvor hun fortæller lidt om de varslede besparelser på uddannelsesområdet og byder velkommen til Line Hjarsø, der skal holde dagens brandtale.
Som hun står der øverst på trappen, ser Line Hjarsø ikke ud af meget, men holde tale det kan hun.
Hun taler om baggrunden for demonstrationen, og om hvordan man, når man hele tiden bliver mødt med modstand fra politisk hold, bliver nødt til selv at finde mening og identitet i det, man laver.
Der er noget utvungent og afslappet over hende trods de store ord, og selv om der ikke er kommet nok mennesker til at fylde gården op, formår hun at få stemningen i vejret.
Demonstrationen bevæger sig, efter endnu en tale, denne gang af Christine Antorini, mod Kongens Nytorv, hvor der venter andre studerende. Der er, i al travlheden, endnu ikke blevet tid til et interview, så jeg følger efter i håbet om at få en halv time på et tidspunkt.
Det får jeg først på et værtshus i Indre By efter, at demonstrationen, der rummede omkring 2000 studerende, er slut.
Karen K. Sørensen og Line Hjarsø kan nu slappe lidt mere af, men for Line Hjarsø er det en stakket frist. På søndag er hun på valg til forretningsudvalget i Lærerstuderendes Landskreds ved årsmødet.
Også Karen K. Sørensen har lige været igennem en valgkamp i forbindelse med valget til bestyrelsesrepræsentant i Professionshøjskolen København.
Jeg spørger, hvordan det er at skulle promovere sig selv i forhold til et valg:
- Jeg bryder mig ikke om det, men jeg tror, at det handler om bare at gøre det. Som kvinde i en ellers mandsdomineret verden, får vi ikke noget forærende, og vi kan ikke ændre kvinders 'status', hvis ikke vi gør noget aktivt for det, forklarer Karen K. Sørensen og fortsætter:
- Det handler selvfølgelig om, at man politisk får ændret systemet, så kvinder og mænd har lige muligheder, men det handler i lige så høj grad om, at kvinder bliver nødt til at vise, at de er lige så gode som mænd. Mange kvinder har det for eksempel med at argumentere med følelserne, og det er svært at tage alvorligt. Vi bliver nødt til at bygge vores argumenter på andet end mavefornemmelse og følelser! Ellers får vi aldrig ændret noget. Det handler om at turde gøre det. Turde stille op og virke sikker på sig selv, og argumentere overbevisende om egne holdninger, selvom man er kvinde.
Line Hjarsø bryder ind.
- Men det er svært, når man bliver opdraget til, at dét at være kvinde handler om følelser. Vi bliver helt fra barnsben af opdraget til at drage omsorg og være søde. Piger lærer, at det er godt at holde sig i baggrunden og ikke snakke for højt eller på anden måde gøre opmærksom på sig selv, mens det er helt normalt og faktisk næsten ønskværdigt, hvis drenge er udfarende. Man kan for eksempel se det i folkeskolen, hvor mange lærere problematiserer de stille drenge mere end de stille piger.

Kvindefag ikke ansete
Begge kvinder er engagerede i Lærerstuderendes Landskreds. De er utilfredse med, at læreruddannelsen og lærergerningen er så ringe anset.
- Jeg tror, at det handler om, at det er et såkaldt kvindefag. Med det mener jeg, at det har ændret sig fra at være et fag, hvor det kun gjaldt om at få puttet noget viden i hovederne på eleverne, til i dag hvor man har indset at for at opnå læring, bliver man nødt til at have et klasserum, hvor eleverne er trygge og nogenlunde godt tilpas, siger Line Hjarsø.
- Man kan ikke bare fylde viden i børn, som man fylder benzin på en bil. Men i og med at der er en øget fokus på elevens ve og vel, er en del af faget blevet et omsorgsfag, og problemet er, at politikerne ikke anerkender dette aspekt af lærergerningen som værende vigtigt. De taler kun om højere faglighed, men det er ikke nok.
Karen K. Sørensen supplerer:
- Vi bliver gang på gang underkendt i vores måde at forstå lærergerningen på. Det virker som om, at man prøver at ændre lærerrollen til, hvad den var i gamle dage. Man mener, at det vil højne vores status, hvis fagligheden også højnes, men jeg mener, at det er den anden vej rundt. Vi bliver nødt til at ændre holdningen til dét at arbejde pædagogisk med mennesker, så det ikke som nu, er så ringe agtet. For man kan ikke have en inkluderende folkeskole, hvor man danner elever til demokratiske og selvstændigt tænkende individer uden den pædagogiske del.
Men hvordan ændrer man den holdning?
- Som jeg sagde i talen tidligere, bliver vi nødt til at selv at skabe mening i det, vi laver. Politikerne har åbenbart ikke tænkt sig at hjælpe, så det må være op til os selv at gå ud og fortælle verden, at vi faktisk har en pointe her, og at vi ved, hvad vi gør. Vi må selv bryde den onde cirkel og bruge vores professionalisme til at vise, hvad vi kan. Det gælder om at bevare sin integritet, være tro mod sig selv og tro på det, man gør, svarer Line Hjarsø.
Med disse afsluttende ord forlader jeg de to kvinder og lader dem få en velfortjent pause efter dagens arrangement.
Dagen efter demonstrationen laver regeringen aftale om finansloven med Dansk Folkeparti og Ny Alliance. Der er stadig nedskæringer på uddannelserne, men efter protesterne er de blevet halveret.