Pædagoger og medhjælpere i Vordingborg kræver ligeløn. De vil have mandeløn til kvindefag og er parat til at kæmpe for deres krav

af Morten Larsen
'Længe nok har vi måtte nøjes med krummerne. Nu vil vi have det hele brød!'
Det har mange morgentrætte passagerer på Vordingborg Station hørt Kristina Benzon sige. Hun er lige fyldt 30 år og har kun arbejdet som pædagog i få år. Alligevel er hun nyvalgt fællestillidsrepræsentant for samtlige pædagoger i de 29 daginstitutioner i den nye storkommune i Vordingborg og omegn.
Lige som resten af sine kollegaer er hun træt af at blive spist af med krummerne fra de riges bord, hvad enten kagen er bagt af finansminister Lars Løkke Rasmussen eller topforhandleren i Kommunernes Landsforening, Mads Lebech.
På stuebordet i hendes hyggelige rækkehus i Vordingborg står en bærbar computer og en mappe fyldt med papirer fra lokale tillidsfolk og fra pædagogernes forbund BUPL. Printeren er løbet tør for blæk op til flere gange. Men det er nu ikke papirarbejde, der interesserer Kristina Benzon mest.
- De aktioner, happenings og demonstrationer, som blev søsat allerede før forhandlingerne gik i gang, er et klart signal: Når vi kræver mere i løn, mener vi det. Budskabet var henvendt til både arbejdsgivere og politikere - og en støtte til vores egne forhandlere, fortæller hun.
Ved siden af Kristina Benzon sidder endnu en fællestillidsrepræsentant - for de 150 lokale pædagogmedhjælpere i kommunen, som er organiseret i Fag og Arbejde (FOA). Hun hedder Rose-Marie Christensen.
- Jeg håber meget, at vores formand Dennis Kristensen og resten af topforhandlerne står fast på kravet om reelle lønstigninger. Hvis de ikke holder ord, bliver medlemmerne skuffede, og vi risikerer masseflugt fra fagforeningerne, hvis vores forhandlere accepterer endnu en tynd aftale, advarer Rose-Marie Christensen.
Allerede i 1970'erne deltog Rose-Marie Christensen i sin første demonstration for lige løn til mænd og kvinder. Dengang arbejdede hun som loddedame på Phillips:
- Det er for dårligt, at vi i dag - mere end 30 år efter - fortsat er langt fra at have ligeløn i Danmark. Typiske kvindefag i den offentlige sektor indenfor eksempelvis børnepasning og sundhed halter langt bagefter typiske mandefag i det private erhvervsliv.
- Vi kan ikke være bekendt, at hver gang de privatansatte mandefag tjener 100 kroner, så tjener de typiske kvindefag i den offentlige sektor kun 81 kroner, når man sammenligner ansatte med samme uddannelseslængde, fastslår Rose-Marie Christensen.

Pædagoger med blod på tanden
Sidst pædagogerne i Vordingborg og omegn holdt en faglig dag var under storkonlikten i 1998. I dag er kampviljen blandt de kommunalt ansatte bundsolid og har især vokset sig stærk det seneste år.
- De omfattende arbejdsnedlæggelser sidste forår har helt klart givet kollegaerne blod på tanden og tro på egne kræfter. Politikerne har selv været med til at piske en stemning op. Under valgkampen stod politikerne i kø for at hælde penge ud over de offentligt ansatte. I sin nytårstale slog statsministeren fast, at det går godt med dansk økonomi. Derfor har vi selvfølgelig høje forventninger, forklarer Rose-Marie Christensen.
- Den lave arbejdsløshed blandt offentligt ansatte slår hovedet på sømmet: Det handler simpelthen om udbud og efterspørgsel. Og her står vi stærkt. Så hvis vi skal have mere i løn, skal det være nu.
De to tillidskvinder kan tydeligt mærke, at deres kollegaer går mere op i forhandlingerne end nogensinde før: Der bliver stillet flere spørgsmål, og der bliver holdt øje med udklippene om forhandlingerne, som de to tillidskvinder hænger op på opslagstavlerne.

Konflikt for velfærd
Kampen om flere lønkroner handler også om at sikre ekstra hænder til at udbygge velfærdssamfundet i dag og i fremtiden. Måske derfor har de offentligt ansatte markant opbakning i resten af befolkningen til deres krav.
- Det her handler ikke kun om nogle offentligt ansatte, der skal have mere i lønningsposen, så vi kan følge med prisstigningerne: Også hvis vi tænker fremadrettet på vores velfærdssamfund, er det vigtigt, at pædagoger, medhjælpere og hjemmehjælpere bliver sikret en løn, vi kan leve af. Allerede nu ser vi problemer med at rekruttere nye ansatte til de offentlige arbejdspladser, der helt konkret leverer velfærd, konstaterer Kristina Benzon.
- Færre og færre unge søger ind på lærer- og pædagogseminarier. Skoler, børnehaver, plejehjem og klubber har problemer med at besætte stillingerne med uddannet personale. Der er en direkte kobling mellem dén udvikling og størrelsen på de offentligt ansattes lønningspose, advarer hun.
40 procent af de unge fravælger pædagoguddannelsen på grund af lønnen, afslører en ny undersøgelse fra Capacent Epinion. Fire ud af ti ledere i landets institutioner mener, at problemerne med at skaffe pædagoger til ubesatte stillinger kan løses med højere løn.
- I en stor kommune som Vordingborg er der for øjeblikket ganske få arbejdsløse pædagoger. Der går ikke lang tid, før vi er fuldstændig tørlagt for uddannet arbejdskraft. Og der er ikke udsigt til bedre tider foreløbig: Færre og færre unge søger ind på pædagogseminarierne. I flere lokale institutioner står praktikpladserne til de studerende tomme, konstaterer Rose-Marie Christensen.

I kø for at strejke
Ikke mindre end 80 procent af de offentligt ansatte i ældreplejen, i daginstitutionerne og på sygehusene er klar til at strejke for at få mere i løn, viser en nylig undersøgelse fra FOA.
I første omgang har FOA, der organiserer blandt andet pædagogmedhjælperne, kun udtaget godt ti procent af sine medlemmer til konflikt - i alt 23.000 ansatte. Dén portion er Rose-Marie Christensen ikke tilfreds med. Hun deltog sammen med 2500 andre tillidsfolk på det store tillidsmandsmøde i Odense kort før forhandlingerne blev skudt i gang.
- De, som ikke var udtaget til at strejke, var skuffede. Vores strejkekasser bugner med penge. Forbundsledelsens argument er, at hvis flere strejker vil regeringen gribe ind i konflikten. Jeg tror, at regeringen vil jo gribe ind under alle omstændigheder. Men nu gælder det om at gøre konflikten til en aktiv konflikt for os alle - uanset om vi skal strejke eller ej, fastslår hun.
Selvom pædagoger, hjemmehjælpere og de andre offentligt ansatte i Vordingborg ikke skal strejke i første omgang, vil de ikke forholde sig passivt, mens deres kollegaer strejker.
- I vores tillidsmandsnetværk har vi snakket om, hvordan konflikten kan gøres til vores alle sammens. Vi kan eksempelvis få en aktiv konflikt for alle ved at aktionere uden for arbejdstiden. Og så skal vi gøre konflikten til en del af vores hverdag. De kollegaer som strejker, kæmper jo også vores kamp, siger Rose-Marie Christensen.

Indgreb giver kaos
Ingen af de to kvinder nærer illusioner om, at regeringen ikke vil gribe ind i en eventuel konflikt. Men hvis regeringen laver et lovindgreb, vil der blive kaos på landets arbejdspladser, forudser de to:
- Stemningen og kravet om resultater blandt kollegaerne er massivt. Jeg tror ikke, at de vil finde sig i, at politikerne griber ind i konflikten. Hvis regeringen alligevel griber ind, er strejkeretten jo ikke det papir værd, den er skrevet på. Og så risikerer vi en masse overenskomststridige strejker, forudser Rose-Marie Christensen.
De danske fødevarer er de absolut højeste i EU. Priserne på mad ligger hele 39 procent over gennemsnittet i EU. Ifølge Landbrugsrådet vil priserne fortsat stige og give yderligere 2000-2500 kroner i ekstraomkostninger for en gennemsnitsfamilie, inden året er omme.
Dermed vil en dansk gennemsnitsfamilies udgifter til mad på blot halvandet år være steget fra cirka 49.000 kroner om året til i alt 55.000 kroner. Det er med til at sætte fokus på behovet for lønstigninger, påpeger Rose-Marie Christensen.
Sidste weekend lavede forhandlingsfællesskabet KTO et forlig med Kommunernes Landsforening som holder sig indenfor en overordnet ramme på 12,8 procent ligesom aftalen i staten. Den egentlige lønstigning er på knap otte procent.
Pædagogmedhjælperen er glad for, at det ikke er hendes forhandlere, der kommer tilbage med sådan en aftale.
- Hvis priserne på fødevarer fortsætter med at stige, vil en lønstigning i den størrelsesorden fordelt over tre år jo ikke engang være nok til at sikre, at vi fortsat kan købe de samme basale fødevarer som brød, kød og mælk, som vi gør i dag. Vi er altså nødt til at kræve mindst ni procent mere i lønningsposen alene for at have råd til de stigende priser i supermarkedet, konstaterer Rose-Marie Christensen.
- Forhandlerne har bøjet sig for finansministerens krav om løntilbageholdenhed. Aftalen for mere end 300.000 kommunalt ansatte er en ren afskrift af det statslige forlig. På bundlinjen giver aftalen ikke en øre mere end de 12,8 procent, som slet ikke i nærheden af medlemmernes krav, konstaterer Rose-Marie Christensen.
- Vi skal have et forlig, som giver os mindst 15 procent i alt. Ellers kan vi godt glemme alt om at indhente vores lønefterslæb i forhold til de privatansatte, fastslår Rose-Marie Christensen.

Sammenhold gør stærk
De to tillidsfolk ønsker samarbejde mellem organisationerne og fælles kamp.
- Vi har den samme hverdag. Selvom vi er organiseret i forskellige fagforeninger, er vi jo oftest kollegaer. Vi arbejder de samme steder og slås med de samme problemstillinger. Derfor er det helt naturligt, at vi står sammen og kæmper sammen. Det er jo sammen, at vi er stærkest. Derfor skal vi holde fast i, at en eventuelt kommende konflikt med både pædagoger, hjemmehjælpere og sygeplejersker bliver kørt fælles, mener Rose-Marie Christensen.
- Det er vigtigt, at vi står sammen for ikke at blive splittet ud mod hinanden i kampen om en eller anden pulje, som arbejdsgiverne har fastsat størrelsen på. Herudover har vi pædagoger også en naturlig interesse - både fagligt og som borgere i et velfærdssamfund - i at eksempelvis skolerne fungerer, og at man ikke bare propper 28 elever ind i klasserne, siger Kristina Benzon.
Selvom forhandlingsfællesskabet i KTO ikke holdt hele vejen i mål, håber de to, at den enighed, der er skabt på blandt de aktive fagligt aktive på lokalt plan, vil fortsætte.
Den lave løn udgør en stor del af den snak, som pædagogerne har på legepladsen. Men den forsvindende tid til det enkelte barn, de seneste års nedskæringer på budgettet, øget kontrol og mistillid til pædagogerne bliver også vendt.
Så hvis politikerne tror, at de med en overenskomstaftale får fred for de offentligt ansatte, tager de fejl: Til foråret begynder de lokale budgetforhandlinger. Her vil pædagoger, hjemmehjælpere og alle de andre velfærdsleverandører være klar igen.
Sådan lyder i hvert fald løftet fra Vordingborg.
- Det er netop de kommunale budgetter, der afgør vores daglige arbejdsforhold og børnenes trivsel, kort sagt: Det konkrete omfang og indholdet af velfærdssamfundet. Kommunerne må kræve flere penge til velfærd og vi vil gerne hjælpe vores lokale politikere med at få det sagt til finansministeren, erklærer Rose-Marie Chistensen.
Alene i hendes børnehave mener politikerne, at der på budgettet for 2009 kan spares 60.000 kroner på aktiviteter med børnene.