04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fogh fornægter farerne

Fogh fornægter farerne

Onsdag, 12. marts, 2008, 00:00:00

Statsministeren mener ikke, at Folketingets indflydelse på EU-politikken bliver mindre af, at Lissabon-forfatningen fjerner vetoretten

Et bredt flertal af Folketingets partier har indgået en såkaldt Europa-aftale, hvor der står, at dansk EU-politik fastlægges i Folketinget. Men hvordan hænger det sammen med, at en gennemførelse af Lissabon-forfatningen vil fjerne vetoretten, så EU på en lang række områder vil kunne tilsidesætte, hvad Folketinget mener og siger?
Det spørgsmål ville Per Clausen fra Enhedslisten gerne have landets statsminister til at svare på. Det svar har han nu fået. Fogh erklærer, at han og hans regering 'deler ikke spørgerens opfattelse,' eftersom Folketinget som hidtil kan debattere løbende EU-sager.
Per Clausen er ikke helt tilfreds med svaret, betror han Arbejderen.
- Statsministeren nægter at forholde sig til de negative konsekvenser af, at vi må opgive vetoretten på en lang række områder. Hvad det betyder, kan vi se lige nu, hvor EU er i gang med at tillade brug af nogle pesticider, som vi i Danmark har forbud imod, fordi de forurener grundvandet, forklarer Per Clausen.
- Det forbud må vi ophæve, hvis et flertal i EU beslutter det. Fordi vetoretten ikke gælder på det område. Med Lissabon-forfatningen vil vetoretten blive fjernet på yderligere 62 områder, siger Per Clausen.
- Partierne bag Europa-aftalen mener, at det bare vil gøre EU mere beslutningsdygtigt, og det betragter de i sig selv som en positiv ting. Men det har vel også betydning hvad EU- beslutter, siger Per Clausen til Arbejderen.
Han har også fået svar fra statsministeren på ni andre spørgsmål, der ud over vetorettens ophævelse omfatter problemet med, at EU`s indre marked og ophævelse af grænserne mellem EU-landene vægtes højere end sociale rettigheder og almindelige borgeres retssikkerhed. Og endelig spørgsmålet om en folkeafstemning om Lissabon-forfatningen.
Svarene indeholder ikke noget nyt, vurderer Per Clausen.
- Statsministeren roser for eksempel det indre marked i høje toner, og ser det som drivkraften i EU og som garant for øget velfærd. Det samme kan man læse i ja-partiernes Europa-aftale. Men det er jo det overordnede hensyn til dette indre marked, som har fået EF-domstolen til at underkende konfliktretten i Vaxholm-sagen og dermed undergrave velfærden, anfører Per Clausen.
Ifølge Anders Fogh Rasmussen er der bred opbakning til, at dansk stillingtagen til Lissabon-forfatningen foregår i Folketinget, hvor der er stort ja-flertal, og ikke ved en folkeafstemning, hvor alle meningsmålinger peger på et nej. Men Enhedslisten vil til det sidste arbejde for en folkeafstemning, understreger Per Clausen
- Det kan godt være, at man har truffet en beslutning om, at opgivelse af vetoret ikke er en afgivelse af suverænitet. Men i virkelighedens verden og i befolkningens opfattelse er det altså suverænitetsafgivelse, fastslår Per Clausen.


Lissabon-forfatningen i Follketinget
- Lovforslaget om Danmarks ratificering af Lissabon-forfatningen er på dagsordenen til Europaudvalgets møde på fredag, hvor der sandsynligvis også vil ligge en betænkning om lovforslaget.
- Der ligger beslutningsforslag om folkeafstemning fra henholdsvis Dansk Folkeparti og SF. De vil sandsynligvis blive behandlet samtidig med selve lovforslaget om Lissabon-forfatningen. Et flertal i Folketinget har dog på forhånd tilkendegivet at de ikke ønsker folkeafstemning.
Andenbehandlingen er foreløbig programsat til 18. april, mens tredjebehandlingen forventes at finde sted omkring én til to uger senere.
- Et flertal i Folketinget ønsker dog først en afklaring af, om det er nødvendigt med ændringer i/tilføjelser til Lissabon-forfatningen efter EF-domstolens dom i Vaxholm-sagen. Dommen tilsidesætter strejkeretten til fordel for arbejdsgivernes grundlæggende rettigheder til frit at flytte varer, kapital, arbejdskraft og tjenesteydelser tværs over grænserne. Det kan udskyde Folketingets endelige ratificering.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. mar. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland