Regeringen afviser at rejse spørgsmålet om fagbevægelsens konfliktret før godkendelse af Lissabon-forfatningen den 24. april
Regeringen vil ikke løfte en finger for at forsvare den danske aftalemodel og retten til konflikt. I bedste fald er den danske regerings indsats i EU for at sikre konfliktretten på arbejdsmarkedet udskudt på ubestemt tid.
Det konstaterer Per Clausen, Enhedslistens EU-ordfører, efter torsdagens samråd i Folketingets Europaudvalg, hvor statsministeren og udenrigsministeren lagde op til det EU-topmøde, som sluttede i går.
- Udenrigsminister Per Stig Møller gjorde det helt klart, at regeringen ikke vil rejse spørgsmålet i EU, inden Lissabon-traktaten ratificeres, siger Per Clausen til Arbejderen.
Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe bestående af arbejdsmarkedets parter. Arbejdsgruppen har fået til opgave at belyse konsekvenserne for det danske arbejdsmarked af den såkaldte Vaxholm-sag, hvor EF-domstolen erklærede det ulovligt, at svensk fagbevægelse konfliktede mod et lettisk firma for at opnå overenskomst.
Per Stig Møller har tillid til, at arbejdsgruppen finder frem til en løsning, som både sikrer konfliktretten og tilpasser den danske model til EU-lovgivning, forsikrede han Europaudvalget.
Luskes igennem
Samtidig understreger Anders Fogh Rasmussen i et svar til Europaudvalget, at arbejdsgruppens analysearbejde ingen forbindelse har til ratifikationen af Lissabon-forfatningen.
- Jeg kan ikke være mere uenig. EF-domstolen traf sin afgørelse i Vaxholm-sagen efter, at forhandlingerne om Lissabon-traktaten var afsluttet. Derfor er der tale om et nyt problem, som det ville være helt rimeligt at kræve en løsning på, før Lissabon-traktaten bliver ratificeret. Desværre nægter regeringen at kræve dette, og nu ser det ud til, at både Socialdemokraterne og SF vil lade regeringen slippe godt fra at luske Lissabon-traktaten igennem, uden at spørgsmålet om konfliktretten er løst, siger Per Clausen.
Skriv under
Vaxholm-dommen betyder, at EF-domstolen har tiltaget sig retten til at bestemme, hvornår det er i orden, at fagbevægelsen konflikter.
Derfor har Fagligt Ansvar og flere af LO`s storbysektioner gang i en underskriftsindsamling med krav om, at EU skal holde fingrene fra konfliktretten.
- Med den seneste udmelding fra regeringen er det endnu vigtigere, at man skriver under på kravet om, at der skal én eller anden form for garanti, der sikrer konfliktretten, inden EU-traktaten godkendes. Regeringen må komme med et forslag til, hvordan de så vil sørge for både, at konfliktretten bliver sikret, og at afgørelser truffet i det danske faglige system bliver respekteret og ikke omgjort i andre EU-lande, siger Anders Olesen fra Fagligt Ansvars koordinationsudvalg til Arbejderen.
Foreløbig har 1446 personer skrevet under på kravet om at sikre konfliktretten.
- Underskriftsindsamlingen kører til et godt stykke ind i april, så jeg vil opfordre tillidsfolk og fagforeninger til at sprede det ganske enkle budskab ud på arbejdspladserne, lyder det fra Anders Olesen.
Du kan printe underskriftsblanketten ud fra hjemmesiden www.fingrenevaek.dk og ved samme lejlighed sætte din egen signatur.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278