04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stigende arbejdsløshed på vej

Stigende arbejdsløshed på vej

Onsdag, 19. marts, 2008, 00:00:00

Nationalbank-direktøren glæder sig til stigende arbejdsløshed, fordi fuld beskæftigelse svækker konkurrenceevnen. Men det passer ikke, viser AE-rådets nye prognose

Ifølge mange økonomer og senest nationalbank-direktør Nils Bernstein er det mangel på arbejdskraft, og dermed lønpres, 'overophedning' og svækket konkurrenceevne, der er årsag til at dansk økonomi ser ud til at være på vej ned i en bølgedal.
Men det passer bare ikke, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE. Det er kapitalens almindelige cyklus, der ligger bag det nuværende optræk til økonomisk afmatning.
Derfor er det vigtigt, at man ikke blot ser til mens arbejdsløsheden igen begynder at stige, men forsøger at holde fast i den fulde beskæftigelse, når lavkonjunkturen sætter ind, lyder beskeden fra AE.
- Dem, der sidst er ansat, ryger først ud igen. Altså netop den gruppe, som det har været svært at få i arbejde, men som takket være den høje beskæftigelse nu har fundet et job. På langt sigt er det vigtigt, de fastholdes på arbejdsmarkedet. Hvis arbejdsløsheden stiger op til 100.000 personer, må der derfor gribes ind, siger AE-økonom Frederik I. Pedersen.
Sådan ser nationalbankdirektør Nils Bernstein ikke på det. Han mener i lighed med mange økonomer, at manglen på arbejdskraft har presset lønningerne i vejret, og at det har ført til dårligere konkurrenceevne, fordi eksportvirksomhederne vælter lønstigningerne over på varepriserne.
Derfor er stigende arbejdsløshed vejen frem til en styrkelse af den danske økonomi, mener Nils Bernstein. Han peger på, at der skal mindst 100.000 arbejdsløse til mod de nuværende 55.000, før der igen bliver 'balance i dansk økonomi'.
- Men når vi graver ned i tallene, kan vi se at den faldende eksport først og fremmest skyldes fald i olie- og landbrugseksporten - samt et fald i eksportpriserne, forklarer Frederik I. Pedersen
Arbejdsgivernes klage over manglen på arbejdskraft skal også tages med et gran salt, siger AE-økonomen.
- Der er blevet 43.000 flere på arbejdsmarkedet fra 2006 til 2007, og den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er steget. Men arbejdskraften er jo en vare, som arbejdsgiverne gerne vil have endnu mere af på hylderne når de køber ind, så prisen kan holdes nede, forklarer Frederik I. Pedersen overfor Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. mar. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland