Lønrammen er for lav, og procentvise stigninger er med til at fastholde forskellene mellem højt og lavtlønnede i den offentlige sektor, lyder kritikken
En stribe af 3F`s lokale fagforeninger anbefaler sine medlemmer at stemme nej til overenskomstforligene for ansatte i stat, regioner og kommuner.
- Man har forspildt en historisk chance for at give det offentlige område et tiltrængt løft. Økonomien er der. Opbakningen i befolkningen er der, og viljen blandt de ansatte til at kæmpe et resultat igennem er der, lyder det fra en ærgerlig Peter Jonassen, fællestillidsmand for 3F`erne i Helsingør Kommune og repræsentantskabsformand for Landsbrancheklubben for kommunale specialarbejdere.
Blandt de afdelinger, der har valgt at trodse en enig offentlig gruppe i forbundet og totredjedele af repræsentantskabet er 3F i Horsens, Viborg, Silkeborg, Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København, Frederiksværk-Frederikssund, Nordøst Sjælland, Frederiksborg og Århus Rymarken. Den lave lønramme nævnes hele vejen rundt.
- Flertallet i afdelingsbestyrelsen siger nej. Der er for lidt penge til de lavest lønnede og ved at bibeholde en procentvis regulering af lønnen får man ikke gjort op med forskellen mellem top og bund på lønskalaen, siger John Hansen, formand for 3F Århus Rymarken, til Arbejderen.
Formanden peger på flere ting, som har indvirket på afdelingsbestyrelsens holdning.
- De politiske signaler forud for forhandlingerne har været med til at skrue forventningerne i vejret. For nogle er det afgørende, at store grupper på det offentlige område stadig står uden forlig og ser ud til at ryge i konflikt. Endelig har spørgsmålet om, hvad vi vil med den offentlige sektor, været bragt ind i debatten.
John Hansen gør opmærksom på, at bestyrelsen for den største af afdelingens tre grupper, den offentlige gruppe med cirka 2.000 medlemmer, anbefaler medlemmerne at sætte kryds ved ja. Derfor har afdelingsbestyrelsen valgt ikke at skabe forvirring ved at vedlægge sin anbefaling om at stemme modsat.
Landsbrancheklubben for de kommunale specialarbejdere var delt på spørgsmålet om ja eller nej til de opnåede resultater.
- Derfor satser vi på at give så god information som muligt om indholdet i forligene. Vi opfordrer til at gennemføre afstemninger på arbejdspladserne for at få debat om overenskomsterne og få så høj en stemmeprocent som muligt, fortæller Peter Jonassen til Arbejderen.
Han tror dog det bliver svært at hive et nej hjem. Der har været for lidt tid til at dykke ned i aftalernes reelle indhold. Påsken kommer i vejen, og så er der meget kort tid til at stemme i, lyder blot nogle af forklaringerne.
Afdelingerne skal have stemmesedlerne onsdag den 3. april, forbundet den 9. april og to dage senere offentliggøres resultatet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278