Over 320.000 unge er medlemmer af en LO-organisation. De udgør den største samlede gruppe unge i Danmark. Men de er stort set fraværende i ¤¤offentlighedens infrastruktur¤¤

af Mattias Tesfaye
Klokken er 4.30 tidlig fredag morgen. Der er stadig larm fra caféerne i Pisserenden. Bag ruderne i en af dagens første busser sidder Mette, på vej til arbejde på det gamle kommunehospital, hvor hun gør rent i Københavns Universitets nye bygninger. Hun har tre kolleger, alle unge kvinder uden børn. Arbejdsdagen er fra fem til elleve med en enkelt pause.
Statistikken fortæller os, at to af de fire rengøringsassistenter er medlem af 3F. En enkelt er medlem af en gul a-kasse og den sidste er uorganiseret. De arbejder deltid. Og er enten udliciteret eller er på vej til at blive det. De arbejder i en industrialiseret branche med ekstremt høje produktionsmål, ensidigt gentaget arbejde og enorm nedslidning.
De fire kvinder er unge, halvdelen af dem er indvandrere. Og deres faglige fællesskab er ikke stærkt nok til at modstå et stadig mere brutaliseret arbejdsliv.
En time senere drikkes der kaffe i morgenstuen i et af Fredericias industrikvarterer. Lars og Mehmet, to unge ufaglærte godschauffører, venter på, at vognmanden kommer ind med dagens køresedler.
På opslagstavlen hænger en kalenderpige, billeder fra sommerfesten og en underskriftsindsamling for bevarelse af efterlønnen, som tillidsmanden har hængt op. Lars håber bunken med kørsler er lille i dag, han ville gerne nå at hente sin datter i vuggestuen.
Lars og Mehmet er medlemmer af 3F, sammen med hovedparten af chaufførerne i Danmark. Men i deres virksomhed er der efterhånden nogle af de unge, der har fået eget momsnummer, og officielt ejer deres egen lastbil. De aflønnes pr. kilometer de kører og skal selv lægge penge til side til ferie, sygdom, forsikringer, fartbøder, skat og så videre. Det kan godt skabe lidt gnidninger i morgenstuen blandt chaufførerne og de små selvstændige, når turene fordeles.
Klokken 7 møder Kenneth i en baggård i Aalborg. Han er murerlærling, og som regel den sidste der sætter sig omkring bordet i skurvognen. Kenneth gennemførte niende klasse med gode karakterer og fortsatte i tiende på en anden skole. Herefter startede han på Aalborg Tekniske Skole, gennemførte grundforløbet og fik praktikplads hos samme mester, som hans far har arbejdet for i flere år. Kenneth bliver tredje generations murersvend.
Kenneth blev medlem af 3F da fagforeningen kom på besøg på teknisk skole. Men kun halvdelen af murerlærlingene i Danmark er medlemmer af en fagforening. Som 1. års lærling får Kenneth 50 kroner i timen, men lærerne på skolen opfordrer dem til også at lave lidt sort ved siden af.
Lærlingene oplæres først og fremmest af svendene. At stå i lære er både en faglig og en personlig udvikling. De nye generationer opdrættes ikke alene til at bygge huse men i ligeså høj grad til mentaliteten, kutymerne og traditionerne i faget.

De fraværende
Over 320.000 unge er medlemmer af en LO-organisation. De udgør dermed uden sammenligning den største samlede gruppe unge i Danmark. Alligevel er de praktisk taget fraværende i det man i Sverige kalder 'offentlighedens infrastruktur'.
De unge LO-medlemmer, arbejderklassens ungdom om man vil, optræder ikke i film, bøger, aviser eller fjernsynet. Du kan møde dem som forbrugere i et interview, som tilskuere i et tv-show, eller emne i den politiske debat, men prøv at gå en tur nedad hovedvejen i den danske offentlighed - som selvstændige tænkende arbejdere møder du dem sjældent. Og som samfundsgruppe med fælles klasseinteresser, der står i modsætning til et andet socialt lag, møder du dem aldrig.
Men selvom de klassiske sociale konflikter mellem arbejdskøber og arbejdssælger gemmes væk, så eksisterer de stadig.

15-20 års liberalisering
I 2007 kunne Center for Alternativ Samfundsanalyse dokumentere, at uligheden i Danmark ikke har været større siden 1965. Det handler ikke kun om, at de 20 procent fattigste får en stadig mindre andel af samfundskagen i forhold til de 20 procent rigeste. Men også om at forskellene øges mellem det flertal af befolkningen der lever af at sælge sin arbejdskraft, og det mindretal som LO i sin ulighedsrapport fra 2007 kalder 'den gyldne procent'.
Ulighed handler primært om forskelle i indtægter. Men også om adgang til informationer, sundhed, tryghed, magt, uddannelse, værdighed og ordentlige boligforhold.
For unge LO medlemmer er der tre hovedfaktorer, som på hver sin måde indvirker på de unge arbejdere og deres familiers livsvilkår.

Brutaliseringen af arbejdslivet
Et strategisk skifte i virksomhedernes ledelsesformer har betydet en enorm industrialisering af arbejdslivet de seneste par årtier. Trimmet byggeri, lean produktion og selvstyrende teams. De gamle management teorier fra Taylors samlebåndsdage, har fået ny forklædning og betyder en brutalisering af arbejdslivet, i særlig grad på de ufaglærte områder.
Fælles for de nye ledelsesformer er at lagre reduceres eller helt fjernes, og at samlebåndet dermed udvides fra den egentlige fremstillingsindustri til produktionens randområder. Chaufførens, rengøringsassistentens og kassedamens arbejdsdag måles i minutter, de ældre kolleger der ikke kan følge med sorteres fra.
Dermed falder gennemsnitsalderen i de mest barske brancher, og i mange virksomheder arbejdes der bevidst med kun at rekruttere ung frisk arbejdskraft, der ikke bukker under - eller siger fra - over for den enorme nedslidning.
De organisatoriske konsekvenser af denne udvikling er udliciteringer. Både dem der flytter opgaver fra kommuner til private virksomheder, og dem der er et resultat af, at virksomheder skærer opgaver fra og køber sig til for eksempel rengøring, kantinedrift, lagerarbejde og så videre.
Virkeligheden er den samme: nye dårligere overenskomster, opsigelse af lokalaftaler, svækkelse af klubstrukturer og et svækket tillidsmandssystem. Arbejdskraften udskiftes efterfølgende fra en bredt sammensat skare, til unge løst tilknyttede, ofte ansat i vikarbureauer eller i kortere perioder ad gangen.
De sociale konsekvenser for de unge på arbejdsmarkedets billige rækker er kontante. De unge ufaglærte ligger øverst i stressstatistikkerne, de rammes oftest af arbejdsulykker, de har sværest ved at optjene dagpengeret, få varig bopæl og oplever den mindste grad af indflydelse på deres eget arbejdsliv.

Individualiseringens uddannelsessystem
Det danske uddannelsessystem har vist sig på afgørende områder at slå fejl. Uddannelsespolitikken har de seneste 20-30 år taget udgangspunkt i en pædagogik, der groft sagt ikke har fungeret overfor børn af ufaglærte og faglærte forældre.
I folkeskolen betyder det, at mange arbejderbørn kobles fra, når det forventes, at de kan argumentere i abstrakte sammenhænge eller underbygge deres holdninger med fakta.
Børn fra hjem uden bogreoler fra gulv til loft, og uden tradition for højtravende diskussioner ved frokostbordet har det simpelthen sværere i individualiseringens folkeskole. Færre forberedelsestimer til lærerne og højere klassekvotienter gør det svært for lærerne at differentiere undervisningen, og dermed forværres dette billede yderligere.
Statistikkens bedrøvelige tal taler sit eget tydelige sprog: Ifølge PISA undersøgelserne forlader 17 procent folkeskolen uden at kunne læse og skrive tilfredsstillende, det drejer sig hovedsageligt om børn, der er vokset op med få bøger på hylderne i hjemmet.
Også i karakterbogen straffer skolen børnene af de ufaglærte. De får kun 7,6 i karaktergennemsnit ved skolens afgangseksamen, mens akademikerbørnene ligger over 9.
Konsekvensen er blandt andet, at risikoen for hverken at have uddannelse eller studentereksamen når man er 25 år, er 35,1 procent for de ufaglærtes børn og 5,5 procent for akademikernes. Og sådan kunne man blive ved.
Også på erhvervsuddannelserne møder mange arbejderbørn unødige barrierer. Den nuværende Reform 2000, der danner grundlag for undervisningen på de tekniske skoler, er således en velment men fuldstændig fatal reform, der om ikke andet har været med til at sætte fokus på fejlagtig pædagogik i uddannelsessystemet.
Reformen baserer sig på individuelle elevplaner, en uigennemskuelig uddannelsesstruktur og nogle pædagogiske værktøjer, som de økonomiske rammer ikke tillader, bliver taget i brug. Målsætningen har tilsyneladende været at gøre det mere 'fint' at blive håndværker. En tanke der kun kan gro i akademiske kredse.
Derudover udgør praktikpladsmanglen, der i realiteten fastholder mange unge uden uddannelse, en evig trussel om at skulle stoppe midt i sin uddannelse. Et fænomen man aldrig ville acceptere på gymnasieuddannelserne.
Uddannelsessystemet - først og fremmest folkeskolen - burde være det bedste våben mod uligheden, men har i praksis udviklet sig til at reproducere det danske klassesamfund. Tusindvis af intelligente unge medlemmer af en LO fagforening tænker tilbage på skolelivet som et helvede, de hader bøger, og foragter alle der gør sig kloge på livet på baggrund af læsning og studier.
Det er både forståeligt og ærgerligt, da specielt de mest bitre antiakademikere, nemlig de ufaglærte, i stadig stigende grad får behov for en tur på skolebænken og for eksempel erhverve sig et stilladscertifikat, et kørekort til personbefordring eller et kursusbevis i industriens ISO-certificeringer.

Ensretningen
Det kulturelle og politiske liv i Danmark er udsat for en enorm ensretning. Det egentlige opgør mod mangfoldigheden i Danmark er hverken rettet mod Christiania eller muslimske kvinder med tørklæde, men mod arbejderklassens repræsentation i det kulturelle og politiske liv. For eksempel tog den sociale skævvridning af Folketinget endnu et skridt ved valget i 2007.
Nu udgøres 100 procent af Enhedslistens og Ny Alliances folketingsgrupper af akademikere. For de Radikale gælder det 67 procent, SF 61 procent, Socialdemokratiet 53 procent, Venstre 74 procent, Konservative 76 procent og Dansk Folkeparti 36 procent. Mens kun seks procent af befolkningen har en lang videregående uddannelse.
Samme mønster gør sig gældende i kulturlivet, og endnu værre blandt medieverdenens elite hvor 85 procent, ifølge LO`s hvidbog om ulighed, har en lang videregående uddannelse.
Hvis vi ser på de politiske ungdomsorganisationer, ser billedet endnu værre ud. Ditte Reinhold og Louise Eriksen, der begge studerer ved Aalborg Universitet, kunne i 2006 dokumentere, at hovedparten af ungdomspartiernes medlemmer ikke alene går på universitetet, men også at de tager en lang videregående samfundsvidenskabelig uddannelse.
De to studerende konkluderer således, at 'I det store hele kan de unge således siges at være meget ens, både hvad angår deres socioøkonomiske baggrund og deres motivation for at være medlemmer af en ungdomspolitisk forening'.
Denne ensretning af den kulturelle og partipolitiske mangfoldighed får nogle til at konkludere, at der ikke diskuteres politik i arbejderklassens nye generationer. Eller at de - åbenbart - ikke interesserer sig for kultur. Men det er forkert. Faktisk har både Center for Ungdomsforskning i bogen 'Når unge udfordrer demokratiet' og Ugebrevet A4 adskillige gange dokumenteret, at interessen for samfundets udvikling interesserer ganske mange unge.
Realiteten er snarere, at kulturlivet og de politiske diskussioner i højere grad foregår i afgrænsede klassefællesskaber. Lærlinge og studerende lever måske nok i det samme samfund, men ser ikke de samme film, hører forskelligt musik, bruger forskellige natklubber, henter forskellige nyheder og diskuterer forskellige politiske emner.
Ved 'ungdomsvalget', der blev gennemført i forbindelse med folketingsvalget 2005, viste det sig også, at gabet mellem gymnasieelevernes og lærlingenes partivalg vokser. En tendens der også blev bekræftet af analyseinstituttet Epinion i artiklen 'Faglig og boglig er to verdener', Ugebrevet A4, februar 2005.
I takt med at partiernes medlemmer, kandidater og ledelse ensrettes, så polariseres de politiske holdninger i befolkningen. I de europæiske social survey undersøgelser bliver folks socioøkonomiske baggrund således i stadig højere grad udslagsgivende for deres holdninger til politiske og værdimæssige emner.
Et folketingsvalg er blevet til en stadig mere ensrettet elites kamp om folkets gunst. Konsekvenserne for de unge LO medlemmer er først og fremmest, at de får en enorm foragt for eliten og hvad der opleves som elitens finkultur. Samtidig vokser en mistro til alt, hvad der hævder at være objektivt, videnskabeligt og belæst. En mistro der kan give udokumenterede påstande og opportunisme vind i sejlene.
Dernæst er det åbenlyst, at vi er på vej mod en hel generation, som savner forbilleder, der ligner dem selv. Det kan gøre det sværere at navigere i livet, uden de fyrtårne som tidligere har ravet op i det kulturelle og politiske landskab.
Det handler både om at kunne læne sig opad personligheder i forhold til vigtige politiske emner, om det så er: terrorisme, Dansk Folkeparti eller medlemskab af fagforeningen. Men også om en lang række personlige og moralske forhold: et dødsfald i familien, ægteskabet eller misbrugsproblemer.
Generelt kan man sige, at de unge LO medlemmer på mange måder er blevet overladt til dem selv. Mange af de sociale og juridiske rammer der tidligere har skabt tryghed omkring arbejdslivet udfordres, uddannelsessystemet er for mange blevet en modspiller, og der er ingen hjælp at hente fra hverken det kulturelle eller politiske jetset.
Det ideologiske spejlbillede af denne virkelighed bliver, at sociale ulykker opleves som folks egen skyld. Alt dette er blevet accepteret, fordi denne generation samtidig er vokset op under et opsving, hvor kun 16.000 unge under 30 år er ramt af ledighed. Så selvom brutaliseringen af arbejdslivet, akademiseringen af uddannelsessystemet og ensretningen af det kulturelle og politiske liv i teorien har ramt bredt i arbejderklassens ungdom, så er de virkelig alvorlige praktiske konsekvenser kun blevet alvorlige for nogle få.

Truslerne ved en nedtur
De virkelig barske konsekvenser vil først vise sig for alvor i forbindelse med en økonomisk afmatning, og deraf følgende stigende arbejdsløshed. Hvis vi ser bort fra et kollaps i boligmarkedet, der vil medføre den største sociale katastrofe, så trues unge arbejdere hovedsageligt af to fænomener; en ekstrem ydmygende og disciplinerende arbejdsmarkedspolitik, og udviklingen af den nye underklasse.
De seneste 15 års arbejdsmarkedspolitik er skabt til de nuværende høje konjunkturer. Logikken der binder både Nyrup regeringernes tre store arbejdsmarkedsreformer og Fogh regeringernes beskæftigelsespolitik sammen, er grundlæggende den samme: Der er arbejde at få, til dem der vil.
Den politiske idé om pisken, i form af stramninger i både kontanthjælpssystem og dagpengelovgivning samtidig med gulerødderne i form af økonomiske vækst, har hjulpet titusindvis af unge i gang med et arbejde. Men i tilfælde af en nedtur vil der kun være pisken tilbage.
Kombineret med de drastiske nedskæringer på ufaglærtes uddannelses- og efteruddannelsesmuligheder står vi således overfor en farlig social cocktail, der kan rive tæppet væk under mange familiers tilværelse.
Samtidig med at langt hovedparten af generationen født i 80`erne har fået nogenlunde fodfæste på arbejdsmarkedet, har der udviklet sig et forholdsvist nyt fænomen i Danmark. Nemlig en underklasse, der arbejder uden overenskomst, på arbejdsmarkedets B-hold.
Denne gruppe af østarbejdere uden rettigheder, flygtninge på starthjælp, ufaglærte der er faldet ud af dagpengesystemet, unge hashmisbrugere og andre sociale tilfælde, er vokset kraftigt under den nuværende regering, og vil i en nedtur reelt komme til at fungere som en hær af løntrykkere mod specielt de unge ufaglærtes arbejdsforhold.

Mangel på politiske fællesskaber
I arbejderbevægelsens første år var det god latin at tilslutte sig idéen om, at fremgangen i arbejdernes livsbetingelser måtte være resultatet af det arbejde, der udførtes af arbejdernes egne faglige og politiske organisationer. Hvis vi fastholder det udgangspunkt, vil Mette, Lars, Mehmet, Kenneth og de 320.000 andre unge LO medlemmer få alvorligt svært ved at modstå det angreb, der i disse år sættes ind mod deres livssituation.
For det første fordi de røde politiske ungdomsorganisationer ifølge den føromtalte rapport fra Aalborg Universitet er overtaget af en anden gruppe unge, der nu bruger organisationerne til netværksdannelse, personlig udvikling og som springbræt til en politisk karriere. Heller ikke de andre ungdomspartier afviger i øvrigt fra dette.
Og for det andet fordi LO fagbevægelsens ungdomsarbejde befinder sig i en historisk bølgedal på trods af flere forbunds velmente opprioritering af området de seneste fem til ti år. Det vil ikke være en overdrivelse at påstå, at historikerne skal mere end 100 år tilbage i tiden, før vi kan finde så svagt funderet selvstændigt fagligt ungdomsarbejde, som vi er vidne til nu.
Det er efterhånden helt åbenlyst, at den absolut største udfordring for de unge arbejdere er, at de mangler et selvstændigt handlingsfællesskab. En politisk interesseorganisation der består af mennesker som Mette, Lars, Mehmet og Kenneth, og som derfor ikke bare vil forandre, men også kan det.
Hvorfra en sådan organisation skulle opstå, er svært at se på nuværende tidspunkt. Og det er vel også derfor, at hovedparten af de politisk interesserede unge LO-medlemmer bruger deres kræfter i fagforeningsarbejdet.
Men specielt oppositionens partier og deres ungdomsorganisationer vil før eller siden, blive konfronteret med denne udfordring. Hvis ikke af et oprigtigt ønske om at forbedre livet for de unge arbejdere så fordi at nøglen til Statsministeriet i sidste ende ligger gemt i det Bruce Springsteen kalder 'the hearts and minds of the working class'.

Mattias Tesfaye er murersvend og bestyrelsesmedlem i 3F Bygge, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening, København. Tidligere formand for 3F Ungdom.