Når 3F`s ledelse fremover vedtager en anbefaling til et OK-forlig, har alle ledelsesmedlemmer at rette ind. Det står i en 3F-rapport om forløbet af OK 2007, hvor 3F stemte nej
Ved overenskomstfornyelsen sidste år stemte næsten to tredjedele i forbundet 3F nej til det forlig, som forbundsledelsen havde anbefalet. Nu ligger der en rapport om overenskomstforløbet, som anbefaler mere kæft, trit og retning i 3F ved overenskomstfornyelserne.
'Det helt afgørende er imidlertid, at når forbundets kompetente forsamlinger har vedtaget at anbefale at stemme for et forhandlingsresultat (eller et mæglingsforslag) så arbejdes der i hele organisationen for dette', lyder den centrale anbefaling i rapporten, som blev diskuteret på det sidste hovedbestyrelsesmøde i 3F.
- Det er en form for demokratisk centralisme, der kan gå i et parti, men som ikke hører hjemme i en faglig græsrodsorganisation som 3F. Desuden er det i modstrid med den tradition for fagforeningernes suverænitet, som også er nedfældet i forbundslovene, siger Tue Tortzen til Arbejderen.
Han er medlem af hovedbestyrelsen og formand for 3F Frederiksborg.
- Som jeg sagde på hovedbestyrelsesmødet, hvor vi diskuterede rapporten, kan et nej til et OK-resultat, da kun være et problem for dem, som har stemt ja til det i ledelsen. Jeg stemte nej, og det fik jeg opbakning til fra omkring 80 procent af mine medlemmer, som også stemte nej.
Det samme gjorde næsten to tredjedele af 3F`s medlemmer. Men Ifølge OK-udvalgets rapport var det ikke overenskomstresultatet, der var noget galt med. Det var fordi 3F`erne ikke havde forstået, at overenskomstkravene var at sammenligne med en ønskeliste, hvor man jo ikke får alle ønsker opfyldt.
'Det er vigtigt i denne proces, at der blandt medlemmerne bliver skabt forståelse for, at ikke alle krav vil kunne blive indfriet,' hedder det i OK-rapporten.
Men den udlægning køber Tue Tortzen ikke.
- Vi har mere kampånd i 3F. Derfor stemte medlemmerne nej til et resultat, der ikke opfyldte nogle helt realistiske forventninger, når man ser på indtjeningen i det private erhvervsliv. Og den kampånd er aldeles ikke noget problem. Det er derimod et problem, at ledelsen ikke lyttede til rødderne, for så ville de have gået ud og anbefalet et nej, siger Tue Tortzen.
Han mener, at der ved OK-forhandlingernes start bliver lagt nogle rammer, der i store træk er dikteret af samfundsordenen og den siddende regering. Og at forbundets forhandlere i alt for høj grad følger disse rammer.
- Det er endnu tydeligere her ved forhandlingerne om de offentligt ansattes overenskomst, hvor det er regeringen, der sidder på pengekassen. Og det er sådan set det, 3F`s medlemmer gør oprør imod. De kan ikke forstå, at vi skal leve i et samfund, hvor det skal være dårligt betalt at gøre rent eller køre bus.
3F`s daglige ledelse vil nu drøfte rapporten, inden sagen igen skal diskuteres hovedbestyrelsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278