Den kommende konflikt kommer til at præge weekendens landsmøde i FOA Ungdom fra start til slut. De unge planlægger at være helt i front under overenskomstkampen
De unge medlemmer i FOA ser frem til den kommende strejke og er parat til at være i forreste række, når det gælder om at sikre en aktiv konflikt.
- Så meget som det overhovedet er muligt, skal vi unge være dem, der står allerforrest i de aktiviteter, som der bliver. Vi unge skal på gaden og give den sådan lige en tand ekstra, siger ungdomskonsulent i FOA Ane Stær Nissen til Arbejderen.
I aften starter FOA Ungdom sit landsmøde på Middelfart Kursuscenter. Mødet kommer til at stå helt i den kommende konflikts tegn. Der vil blive diskuteret strejke, lavet aktioner, ungdomsblad, film og analyser - alt sammen med den kommende konflikt som omdrejningspunkt.
- Vi slutter søndag med at lave en aktion i Middelfart, som vi planlægger i løbet af landsmødet. Vi vil også diskutere ideer til lokale aktiviteter, som de forskellige deltagere kan gennemføre i deres region, også de steder hvor man ikke er udtrukket til at skulle i strejke. Det er vigtigt, at alle er en del af konflikten, understreger Ane Stær Nissen.
FOA har næsten 20.000 medlemmer under 31 år. Knap 100 af dem deltager i landsmødet. Det sidste års tid har forbundet oplevet en stor medlemsfremgang blandt unge. Det hænger sammen med, at der er en konflikt på vej, det gør det meget tydeligt, hvad man kan bruge fagforeningen og fællesskabet til, mener Ane Stær Nissen.
- Faglige aktioner, som vi oplever nu, viser jo allerbedst betydningen af fagbevægelsen, at man er stærk, når man står sammen. Det er på tide, at vi får den her konflikt. Det er nødvendigt med en højere løn, hvis vi skal have unge til at arbejde på de offentlige arbejdspladser - også i fremtiden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278