05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lørdagsposten er i fare

Lørdagsposten er i fare

Fredag, 04. april, 2008, 00:00:00

Post Danmark kan spare en halv milliard kroner om året ved at droppe lørdagsposten. Det vil blandt andet ramme udbringningen af dagblade hårdt

Hvis det står til Post Danmark, så er lørdagsposten snart historie. Postdirektør Helge Isakson mener blandt andet, at det er alt for svært at finde personale.
Han mener heller ikke, at der bør være højere krav til postservice i Danmark end i de øvrige EU-lande, når EU`s postdirektiv er gennemført fra 2010. EU`s mindstekrav er fem ugentlige postomdelinger.
Alt sammen ifølge Jyllands-Posten torsdag, og de udtalelser har fået både oppositionen og Dansk Folkeparti op af stolene. Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen har svært ved at forstå postdirektørens udmelding.
- Det vil vi ikke acceptere. Post Danmark er nødt til at opretholde den service, som betyder noget for rigtig mange danskere, siger han til Arbejderen.
Han forudser, at Folketinget, i forbindelse med en gennemførelse af EU`s postdirektiv, er nødt til at lave en slags public service aftale med Post Danmark.
- Vi er nødt til at fastlægge, hvilken form for minimumsservice der skal opretholdes, og herunder hører udbringningen af post om lørdagen, siger Mogens Jensen.
Venstres transportpolitiske ordfører Christian Pihl Lorentzen ser intet problem i, at lørdagsudbringningen sløjfes. Han sagde i går til DR Nyheder:
- Hvis man vælger kun at tage fem-dages postudbringninger, kan man frigøre nogle ressourcer og på den måde styrke nogle andre områder, hvor danskerne i dag er utilfredse med deres postservice.
Men den køber Mogens Jensen ikke. Ifølge ham er Socialdemokratiets udgangspunkt for postliberaliseringen ikke en forringelse af postservicen, men at den skal fremme kvalitet og service.
- Christian Pihl Lorentzen har ikke forstået, hvad det betyder for danskerne at få leveret post om lørdagen. Hvis Venstre vil stå for den holdning, at en liberalisering betyder en forringelse for danskerne, så synes jeg de skal sige det så højt, at endnu flere kan høre det, slutter Mogens Jensen.
Sveriges og Danmarks regeringer har sammen med kapitalfonden CVC, der ejer 25 procent af aktierne i Post Danmark, netop besluttet en sammenlægning mellem Post Danmark og den svenske stats Posten AB.
Det sker ifølge den fælles pressemeddelelse for 'gennem øget konkurrence i en samlet koncern at møde markedets øgede udfordringer.' Halvdelen af den nye koncern ejes af den svenske stat og den anden halvdel ejes af den danske stat og CVC.
Sammenlægningen skal godkendes af det danske folketing og den svenske rigsdag. Det forventes at ske inden udgangen af 2008. Det nye selskab får en samlet omsætning på cirka 40 milliarder kroner og omkring 50.000 ansatte.
Sverige afskaffede udbringning af post om lørdagen, da de omdannede postvæsenet til et statsejet aktieselskab og fik privat konkurrence.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. apr. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland