Demokratikanonen tegner et ensidigt og idylliseret billede af det danske folkestyre, mener professor Tim Knudsen

Når landets gymnasie- og folkeskoleelever møder til samfundsfag og historie efter sommerferien har de fået nyt pensum. Regeringens nye demokratikanon vil være taget med i undervisningsplanerne for første gang, og eleverne skal lære det danske demokratis historie og væsen at kende gennem 35 kanonpunkter.
Men det billede den 16-årige gymnasieelev vil få af demokratiet, hvis han holder sig til kanonen, er forvirrende og ensidigt, advarer Tim Knudsen, statskundskabsprofessor ved Københavns Universitet og forfatter til flere store værker om dansk demokratihistorie.
- Han ville ikke kunne skrive en fristil på baggrund af kanonen og ramme hvad dansk demokrati er, siger demokratiprofessoren til Arbejderen.
Ifølge Tim Knudsen sondrer demokratiforskningen i Danmark mellem to hovedstrømninger: Den borgerligt-liberale demokratiopfattelse, hvor individets frihed er det centrale og en centrum-venstre opfattelse, hvor demokrati ikke bare er frihed fra statsovergreb men også lighed og frihed til at deltage i fælles beslutningsprocesser.
- Den borgerligt-liberale demokratiopfattelse gennemsyrer helt klart kanonen. Den har en slagside mod at præsentere rettigheder og retsorden, men nedspiller betydningen af at have statsapparatet under folkelig kontrol. Samtidig er der også givet plads til en række personlige interesser fra udvalgsmedlemmerne bag kanonen, så alt i alt giver det et noget forvirret indtryk, vurderer Tim Knudsen.
Han peger blandt andet på det 21. kanonpunkt, hvor de nationalliberale beskrives som drivkraften i enevældens fald og indførelsen af det parlamentariske demokrati.
- Det er lodret forkert. For det første var enevælden allerede brudt sammen, og Christian den ottende havde forberedt dets afvikling, da han døde. For det andet er det tvivlsomt, om man overhovedet kan kalde de nationalliberale for demokrater. De gik ind for en elitær stat styret af 'de begavede, de dannede og de formuende', som det hed, og ikke folket, forklarer Tim Knudsen.

Totalitarismens trussel
Demokratikanonen er delt op i en række tænkere, begivenheder og vigtige tekster, som kanonudvalget mener har haft afgørende betydning for udviklingen af demokratiet i Danmark.
Blandt tænkerne findes liberalismens faddere John Locke og John Stuart Mill, samt manden bag det borgerlige demokratis grundregel om magtens tredeling, Montesquieu.
- Jeg kan ikke se, at hverken Locke eller Montesquieu har haft særlig stor betydning for det danske demokrati. Selvom de begge talte om magtdeling, ønskede de også en aristokratisk overvægt i beslutningsprocesserne, siger Tim Knudsen.
Han kritiserer også en stærk angloamerikansk overvægtning blandt både tænkere og centrale tekster.
- De engelske aftaler mellem kongen og adelen, Magna Carta og Bill of Rights, er med sammen med den amerikanske forfatning. Men vores demokrati er i langt højere grad rundet af kontinentaleuropæisk påvirkning, mener professoren.
- Samtidig er det også meget tydeligt, at kanonen er glad for EU og peger hen imod et europæisk demokrati i en større ramme end den nationale, tilføjer han, og henviser til kanonens undertitel 'fra demokratiets rødder til det globale demokrati'.
Ikke kun liberale og borgerlige politikere har fundet vej til kanonbogens spalter. I punktet 28, 'Demokrati mod totalitarisme i mellemkrigstiden', beskrives kommunismen, fascismen og nazismen som tidens tre trusler mod det demokratiske system. Afsnittet er en lang reference til Hartvig Frisch bog 'Pest over Europa' fra 1933 og illustreres af billeder af Lenin, Stalin, Hitler og Mussolini. En faktaboks forklarer, hvordan både Hitler og Lenin ønskede at ophæve borgerbegrebet, og beskriver, hvordan det førte til jødeudryddelserne.
- Den 16-årige gymnasieelev, der læser det her, vil få det indtryk, at der er tre store banditter i Europa i mellemkrigstiden, Lenin, Mussolini og Hitler. Men han får ikke nogen dybere forståelse af, hvad de egentlig står for, er Tim Knudsens kommentar.
På samme måde beskrives Anden Verdenskrig i det efterfølgende punkt som et opgør mellem demokrati og totalitarisme. Efter krigen var tilslutning til demokratiet næsten total, påpeger kanonen.
- Det er i en hvis forstand også rigtigt, men når demokrati blev det helt store plusord efter krigen, var det i høj grad fordi amerikanerne bagefter iscenesatte den som en kamp om demokratiet. I virkeligheden var det først og fremmest et opgør mellem Nazityskland og Sovjetunionen, kritiserer Tim Knudsen.

Ingen kamp og konflikt
Udover den ensidige vægtning, er Tim Knudsens anden store anke mod kanonen, at den giver et idyllisk billede af Danmarks vej til demokratiet.
- Det fremgår hverken, at der har været en lang, sej kamp op gennem historien for demokratiet, eller at der faktisk ikke er enighed i Danmark om, hvad demokrati er. Både arbejderbevægelsen og bondebevægelsens kampe kunne godt have fortjent lidt mere plads. Kampen og de politiske konflikter bliver sløret både i kanonens idéhistorie og rent faktuelt i realhistorien, mener han.
Tim Knudsen håber, at lærerne i gymnasiet og folkeskolen vil være enig med ham i, at kanonen er for tyndt et grundlag at undervise ud fra. Ellers kan eleverne risikere at få et idylliseret og misvisende billede af demokratiet, understreger han.
- Vores 16-årige gymnasieelev får det indtryk, at demokrati er noget godt, som det har været helt konfliktfrit at etablere. Han får noget leksikalsk almenviden, han kan bruge til konversation i et dannet selskab, men kanonen udfordrer ham ikke til selv at tænke, konkluderer Tim Knudsen.

Et politisk projekt
Demokratiprofessoren er ikke den eneste sagkyndige, der har givet en skarp kritik af kanonen. Antikhistoriker Torben Svendrup påpeger i Arbejderen i dag en række faktuelle og forståelsesmæssige fejl i kanonens to første afsnit.
- Svendrups kritik understreger, at udvalget er sammensat mere efter politiske kriterier end faglige. Der sidder ganske vist nogle enkelte fagfolk - men de er mest fra den borgerlige tænketank Cepos. Regeringen vil godt bruge smagsdommere, de skal bare have den rigtige politiske kulør, påpeger han.
- At en regering på denne måde hylder sin egen styreform, er jo noget, vi mest kender fra diktaturstater Det skal man passe på med. Det næste bliver vel at ministrene også vil til at skrive vores skolebøger, slutter Tim Knudsen.

Den 12. marts blev regeringens demokratikanon offentliggjort. Den udgøres af følgende 35 tænkere, begivenheder og centrale tekster.

1. Demokratiets rødder2. Lighedstanken3. Magna Carta og Bill of Rights4. Jyske Lov og Erik Klippings håndfæstning5. Reformationen6. Den westfalske fred7. Baruch Spinoza8. John Locke9. Oplysningstiden10. Charles de Montesquieu11. Jean-Jacques Rousseau12. Den amerikanske forfatning13. Statsborgerskab og medborgerskab14. Trykkefrihed og samfundsdebat15. Den franske revolution16. N.F.S. Grundtvig17. Rådgivende stænderforsamlinger18. Alexis de Tocqueville19. John Stuart Mill20. Grundloven21. Den nationalliberale bevægelse22. Bonde- og højskolebevægelsen23. Arbejderbevægelsen24. Den kulturradikale bevægelse25. Kvindebevægelsen26. Systemskiftet27. Kanslergadeforliget28. Demokrati mod totalitarisme i mellemkrigstiden29. Demokrati under anden verdenskrig30. Hal Koch og Alf Ross31. Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention32. Folkeafstemningen om EF33. Salman Rushdie-sagen34. Murens fald35. Europatraktaterne
Find hele demokratikanonen på www.uvm.dk eller download den nedenfor.

Kanonudvalget
Integrationskonsulent Esma Birdi, skoleleder Lise Egholm, pædagogikprofessor Ove Korsgaard, sognepræst Kathrine Lilleør, filosofiprofessor Ole Thyssen, statskundskabsprofessor Peter Kurrild-Klitgaard og historikerne David Gress og Knud J. V. Jespersen (formand).
Peter Kurrild-Klitgaard og David Gress er tilknyttet den nyliberale tænketank Cepos.